Christian Johannes Pedersen er formentlig det sidste barn i familien, der bliver født på Toftegaard i 1889.
Toftegaard var et sted hvor tiden stod stille. Selvom min farfar fik lavet en del forbedringer i sin tid, var den væsentligste ændring mod nutiden formentlig i indførelse af elektricitet i ”krigsårene”, dvs. 1914-1918 og kloakering. Det var en milepæl dengang, men som det 20. århundrede begyndte at blive gammelt, stod det mere og mere i kontrast til omgivelserne. Når generationer lever længe et sted, kan man nøjes med lidt, og den smule man gør for at følge med, synes man syner af meget. Som barn syntes jeg altid Toftegaard var et fremmed sted at komme, og jeg tror, det var fordi det var en voksenverden. Jeg var jo et barn følte, at et hjem var indrettet til børn. Toftegaard var ikke sådant et sted. Der var stuer en suite, og selv om gården var stor nok til at et barn kunne forsvinde og lave gale streger i ubemærkethed, var det tydeligt, at det ikke havde været barndomshjem i mange år. Der var ligesom et eller andet udtørret over det. Det sidste barn, som blev født på gården var da også lille Johannes, der kom til verden så langt tilbage som i 1889, men som døde bare 6 år senere ved en ulykke.