Fjerde generation på Toftegård 1949-1976

Gert Lidsmoes Farfar, Julekalender 2010 0 Kommentarer

Billede af familien Othilia og Orla da de boede i Høsten midt i fyrrerne. Børnene er fra venstre: Ole, Arne, Agnethe, Lüders og Aage

Sofus Pedersen fik som bekendt ikke selv børn, så det blev i stedet søstersønnen Orla, der i 1949 flyttede ind på Toftegaard. Orla havde været med i landbruget hjemme og efter et ophold på Vallekilde højskole i vinteren 1922-23 havde han plads på en gård i Nordsjælland. I 1927 giftede han sig med Agnes Otilie Nielsen, som var gårdmandsdatter fra Skindhavegaard i Kvislemark. Efter giftermålet ”solgte han ca. 1½ år fra en bil margarine til private” og herefter købte de en ejendom i Fensmark på 13 tdr. land, indtil de i 1943 købte en 33 tdr. land stor gård i Høsten ved Haslev.

Orla satte gang i flere istandsættelser af driftsbygningerne og i 1952 blev hestene erstattet af en traktor. Orla bevarede dog en livslang kærlighed til heste og havde fortsat nogle stykker, som han nød at have om sig. Ved overtagelsen af gården var Orla og Otilie et ægtepar midt i fyrrerne, og de 5 børn, som var kommet til mellem 1928 og 1935 var allerede halvvoksne. Det er pudsigt at tænke på, at Toftegaard dermed ikke har været nogens egentlige barndomshjem, siden Ole Pedersens børn voksede op der i slutningen af 1800-årne.

I 1976 købte min far, Lüders, Toftegaard, men drev den fra sin egen ejendom i Sneslev, mens hans forældre fortsat blev boende på gården. Orla døde i 1986 og senere blev mine forældre skilt, hvorefter min far flyttede til Toftegaard, hvor han boede sammen med sin mor, indtil hun flyttede i pensionistlejlighed i Herlufmagle, hvor hun døde i 1997.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *