Notater


Træ:  

Match 1 til 50 fra 985

      1 2 3 4 5 ... 20» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
1 (Trolovelse) Familie F665
 
2 10 Juni 1815 anmeldte Indsidder i Sierslev Henrik Jørgensens Hustru Kirsten Nielsdatters Dødsfald Nielsdatter, Kirsten (I379)
 
3 15 mar 1921 navneændring til Stevnshøj. Petersen, Holger Holm (I144)
 
4 1861 confirmerede piger
Nr. 4
Maren Kirstine Pedersen i Gunslöv
Indsidder Peder Hansen og H. Ane Kirstine Nielsdatter i Gunslöv
Født 17 Novbr. 1846 og døbt 31. Januar 1841
Udmærket godt 
Pedersen, Maren Kirstine (I816)
 
5 1863 Hovedrulle 71/45 (Lægd 184)

Faderens erhverv: Snedker. Højde: 61½ tomme
E.K.5 = Infanteriet (fodfolket), LTno. 398 = lodtrækningsnummer. 5. Bal. = 5. Batalion 
Hansen, David Peder (I815)
 
6 27 aug 1915 navneændring til Helga Asholt. Olsen, Helga (I1572)
 
7 27 aug 1915: Navenændring til Ole Peder Asholt. Olsen, Ole Peder (I1570)
 
8 27 aug 1915: Navneændring til Gunhild Asholt. Olsen, Gunhild (I1571)
 
9 5 okt 1926: Navneændring til Carl Max Galst. Pedersen, Carl Max (I324)
 
10 5 okt 1926: Navneændring til Kaj Henry Georg Galst. Pedersen, Kaj Henry Georg (I3367)
 
11 8 feb 1978 nævneændring til Jørgen Toftkjær. Petersen, Jørgen Toftkjær (I1752)
 
12 8 jan 1852: Navneændring til Elisabeth Ellen Elsine Galst. Pedersen, Ellen Elisabeth Elsine (I322)
 
13 8 okt 1907 navneændring til Albert Thorvald Egeskjold. Nielsen, Albert Thorvald (I1766)
 
14 8 okt 1907 navneændring til Albert Thorvald Egeskjold. Nielsen, Albert Thorvald (I1766)
 
15 Ane Rasmusdatter fortsatte fæstemålet indtil 1841, hvor hun overlod gården
til sønnen, Lars Pedersen. 
Rasmusdatter, Ane (I1945)
 
16 I Frederik Jensens "Familien paa Toftkær" optræder en del misforståelser og urigtigheder, som Verner Asholt har gjort rede for i Slægt og Data nr. 3/2006.

Harald Dalgård: Slægtshistorie s.8
Farmors yngste broder Lars Jensen, var vist familiens sorte får. Jeg husker ham tydeligt. Han var en høj smuk mand, godt begavet og med maner. Der siges at han var personlig ven med digteren Holger Drachmann og kongelig skuespiller Olaf Poulsen. Iøvrigt en stor taler o.s.v. Det var familiens rædsel, når han kom på besøg, vel som regel for at slå dem for penge på sine gamle dage. Fr.Jensen Toftkær karakteriserer ham som : Folmer Sanger type : men han havde selvfølgelig sine gode sider, og blev vel mange gange misforstået af sin slægt. Jeg har kun kendt en af hans børn: Jens Peder Jensen. Han var oplært i Restaurationsfaget, og drev en tid Frederiksdals kro ved Lyngbye. Et yndet udflugtssted for Københavnerne for 50 år siden.

Frederik Jensen Toftkær, Familien på Toftkær (1945) s.25-27.
Farbroder Lars var en stor begavelse, var meget veltalende, temperamentsfuld og lyrisk. Han havde store selskabelige evner, havde let ved at vinde sig venner, men lige så let ved at skille sig af med dem igen. Han var viljestærk og stædig og førte altid sine ideer igennem, både når det var ondt og godt. (Artiklen er meget positiv, fuld af overdrivelser , fejl og udeladelser bl a. står der at han købte Lyngby kro. Det passer ikke, da han kun var restauratør et par sæsoner 1885-87, Der står han en tid var inspektør ved Arbejdsanstalten i Kbh! Den havde 1880-81, da nevøen N.L.Dalgård var indkaldt: på Ladegården en inspektør ved navn Bülow, og på Holmens arbejdshus en krigsråd Keilgård. Han fik Carlsberg til at oprette øldepot i Klippinge!. Carlsberg arkiv benægter at have haft nogen ølhandlere i St Heddinge eller Klippinge på den tid med det navn.. At den yngste søn er født i Tjæreby i Nordsjælland afslører at han en tid havde et husmandsted (til leje, selvom han i folketællingen 1880 der kalder sig husejer, Ved sønnens dåb kaldt Afbygger.) Det siger Frederik intet om. At han flytter sammen med en dame i Varpelev, efter Lyngby-tiden tidligst omk.1886 da han blev skilt,kan godt være rigtigt, men ikke at han fik en masse børn med hende.Ved folketællingerne nævnes to forskellige, men ingen af disse børn er hans. Ved 1901 står han er tilflyttet Varpelev fra Køge i 1892.(Damen er født 1849 !) Tidligere er omtalt at han blev forpagter hos en præst i Lynge, men at han snød ham og måtte forlade pladsen . Der omtales nogle gode kohandeler han gjorde; måske er det dem, der var for gode! Egentlig havde præsten aftalt pladsen med Lars' bror Niels, men Lars skyndte sig derop og fik pladsen,.dvs fra 1867, hvor præsten tiltrådte, til midt i 70erne. Så broderen blev også snydt! Også hans kone kan nævnes. F. skildrer dramatisk at noget familie i snestorm drager til Roholt for at bese en pige Lars har gjort gravid. Selvom der står at Lars af ære insisterer på at gifte sig med hende, bliver barnet døbt om foråret uden at Lars er tilstede men sender blot en bekræftelse på sit faderskab til præsten fra sin plads på en gård på Amager. Og først året efter finder vielsen sted! Herefter kunne man fristes til at tro hvadsomhelst, f.eks. at den armdefekt han præsenterer ved sessionen i Farum 1861 og som giver ham udygtighedspas, er den sædvanlige ( forårsager at hans færden via lægdsruller ikke kan følges længere.) Dog ikke værre end at han hævdes at begå sig fint i jægerkredse, ja på sin charme bliver formand , hvilket er umuligt at få bekræftet. At han gør fine bekendtskaber vil være naturligt, men om han blot har skålet med Drachmann og Hostrup m.fl. kan jo ikke bekræftes. At han kunne holde gode foredrag siger også andre.Man tror heller ikke på at han skulle have tjent godt, dels på ølsalg, og at sønnen Jens Peter endog skulle være blevet millionær på at drive restauration ved Frederiksdal fribad tror man heller ikke. Desværre findes tidligere tiders skattelistebøger ikke arkiveret. Med hensyn til tidligere omtalte Lyngby Kro, skylder jeg at nævne at den brændte 1876, hvorved den tidligere ejer døde af sine forbrændinger, men svigersønnen, nygifte dyrlæge Hamann, overtager stedet ved skiftet 1882 og beholder det til 1898 og sælger det til Chr.Holbech.. Byggesagerne nævner en ældre rejsestald og et såkaldt fidlerlokale. Først senere er der et gæstgiveri. Om nævnte bevilling står der i Kbh,amts Journal at den vedrører Krohold i Store Kro Lyngby. Kælderstuen. Det er kun et register. Selve sagen findes ikke. Vedrørende ægteskabet står der i fkt 1901 at de blev separerede i 1886. Lars' begravelse fandt sted i Varpelev, betalt af sognet. Han havde selv fablet om hos familien på St Heddinge kirkegård. Sønnerne afregnede senere med sognet. Selv her påstås at den ældste var millionær. Den måde han blev omtalt i Lyngby--bogen 1959, som en man nemt kunne snyde med brændestablerne tyder ikke i den retning. 
Jensen, Lars (I71)
 
17 Søren Christiansen overtog Vidiekærgård i Jenslev i fæste 1854 efter sin far Christian Larsen. Synsforretningen over gården forud for fæsteovertagelsen viste, at gården nu havde fire længer. Stuehuset, der var den vestre længe og var 54 alen lang, var indrettet med stue, bryggerhus, forstue med skorsten og bageovn, pigekammer, karlekammer, hølade og tørvehus. Den søndre længe var 27 alen lang, og her var portrum med port, lade og to lo´er. Østre længe var 54 ¾ alen lang og indeholdt stald, lo, lade, tørvehus, portrum med port og lade. Nordre længe var 30 alen lang og var opdelt i lade, lo, huggehus og kammer. Der var fire heste i stalden, og i gården stod to vogne, to harver, en plov, en tromle og en slæde.
(Kilde Mogens Henriksen, "Jenslev i tusind år") 
Christiansen, Søren (I813)
 
18 (Nikolaj) Frederik Jensen: En Slægtsgard III.
Den 26 november 1821 overtog farfar - Jens Nielsen - sin Mors fødegaard, som hun siden 1818 havde drevet sammen med sin egen. Han var kun godt 20 aar, men Gjorslev havde mange gaarde, som nu skulle sælges paa grund af restance, og der var sikkert ikke ret mange der havde penge. Prisen var lille, 1200 rdl sølv for 49 tdr land eller 25 rdl pr td land. Der skyldtes 700 rdl til Gjorslev og 300 til en købmand i Storehedinge. Dengang var der ingen sparekasser. Den første kom i 1839, men Gjorslev virkede som spare- og især som lånekasse for bønderne. - - - I 1844 frigjorde farfar sig for bankhæftelsen. Scavenius fortæller herom samme år: Bankhæftelsen for - - - hovedgaarde med samtlige bøndergaarde er af mig for flere aar siden til Nationalbanken indbetalte - - - og da den nuværende besidder af denne gaard ønsker at fritages for at svare rente af bankhæftelsen uden at indbetale denne , - - - er denne arvefæstegaard for fremtiden fritaget for den nævnte del af bankhæftelsen. 1874 købte farfar herlighedsretten for 828 rdl og dermed var Gjorslevs sidste prioritet i ejendommen betalt. - - - Gjorslev har gennem tiderne været meget forstaaende. Det var derfor naturligt at de rejste en mindestøtte for Lindencrone (I Klippinge 1955 ). Farfar var den første af slægten der kunne skrive. De andre maatte nøjes med at sætte deres bomærke som underskrift paa dokumenterne.. Han var ligeledes den første af byens folk der holdt avis, og der første politiske møde i Sierslev blev holdt i hans . have. Saadanne møder var vist ellers forbudt dengang.

Frederik Jensen: Familien på Toftkær (1945) s. 10
Han var en meget høj og rank mand, var interesseret i, hvad der skete, ikke alene i byen, men i hele landet. Han var den første bonde, som holdt avis her i byen, velsagtens Almuevennen. Og det første politiske møde på egnen blev holdt i hans have. Det var nok i den tid, da det iflg Cirkulæret af 8/11 1845 var forbudt bønderne at holde møde. Han var en begavet mand, sagde den gamle sognefoged. " Men han skulde altid holde sig for lidt bedre end os andre. Han havde stor interesse for sine kreaturer og var den første, som begyndte at fodre dem ordentligt - - - De synede lige så meget som heste! - - - Da Jens Nielsen blev gammel, blev han næsten blind og opholdt sig mest inde i sin stue. - Beskyttede børnebørnene mod at få klø. I de år sang Jens Nielsen meget. Han kunde huske en mængde salmer og sange, og "han havde sådan en høj, smuk stemme". Han kone, Karen Jens Nielses, var af sognefoged-familien. Hun var faster til den gamle sognefoged Jørgen Nielsen. Hun var en hård og kold kone, men hendes børn sagde, at hun var retfærdig. - de fik tit en på kassen! 
Nielsen, Jens (I62)
 
19 Den Største slægt i Nordstevns
Lidt fra Hovedgaden i Sierslev på vejen der forbinder byen med udflytterne i Sierslevvester, ligger et lille hus hvor nu Sognerådskasserer J.P.Petersen bor. Smukt ligger det på skråningen som fra mosen strækker sig op gennem byen, men kun få nulevende ved at J.P.Petersens hus er resterne af den gamle Sognefogedgård i Sierslev, eller at der herfra er udgået en slægt, hvis efterkommere kan tælles i større antal end nogen anden slægt i Nordstevns, og hvorfra de fleste familier på gårdene i Sierslev, ja endog i Nabobyerne og meget længere ud, kan udlede deres stamtræ. Ganske vist er gården i sin helhed ikke mere. - - - Til denne gård kom omkring 1790 en ca 20-årig ung mand fra Magleby. Han hed Hans Jensen og var søn af fæstegårdmand Jens Jensen i Magleby under Gjorslev gods. - - - Hans Jensen blev gift med en datter fra gården på skrænten ud mod mosen, den senere Sognefogedgård. Hun hed Ane Lisbeth

Holger Nielsen: En stor familie 1750 - 1986.
Indledning. Jens Jensens søn, Hans Jensen f. 1770, kommer til Sierslev og bliver gift med Anna Elisabeth Nielsdatter, f. 1767. Datter af Johanne og Niels Carlsen. De overtager Universitetsgården, og det er deres efterkommere, jeg i min familieskildring, vil fortælle om. Skulle jeg følge alle grene af slægtstavlen, ville det være en uoverkommelig opgave. Den var i 1900-tallet på 15 slægtsgrene. Den ville nu komme til at omfatte næsten alle gårdes familier i Sierslev, og naturligvis mange længere væk. 
Jensen, Hans (I1)
 
20 Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns universitet, marts 2006, (http://www.nat.ku.dk/as/).
1906 bygger botanikeren Morten Petersen Porsild "Den Danske Arktiske Station" ca. 1 km øst Qeqertarsuaq (som dengang hed Godhavn) på Disko (som også hedder Qeqertarsuaq). Ideen til en forskningsstation blev støtte af berømte polarforskere, bl.a. Knud Rasmussen, Mylius-Erichsen og Fridtjof Nansen. Morten Porsild fungerede som stationsleder og opholdt sig på Disko i 40 år. I 1946 rejste han tilbage til Danmark. I 1953 overdrages stationen til Københavns Universitet under navnet "Arktisk Station". Fra 1953 til 1978 var stationen forbeholdt biologer, men siden da er fagfelterne udvidet med geologi og geografi. Det er Københavns Universitets nordligst beliggende feltstation, og det er en af de få naturvidenskabelige feltstationer nord for polarcirklen, der fungerer hele året.

Den Blå Bog 1949:
PORSILD Morten P mag. scient., R.; f. 1. Sept. 1872 i Glibstrup ved Store Andst; Søn af Husmand og Snedker Peder Pedersen (død 1878) og Hustru Marie f. Jensen (død 1875); gift m. Johanne Kirstine P., f. 1870 i Sieralev pr. Store Heddinge, død 1940. Datter af Tømrermester Chr. Nielsen (død 1891) og Hustru Kirsten f. Nielsen (død 1876). Student (Roskilde) 1893; botanisk Rejse til Grønland 1898: mag. scient. 1900; Assistent ved Universitetets botaniske Haves Studiesamling 1899; Leder af en Ekspedition til Vestgrønland 1902; oprettede den danske arktiske Station i Grønland 1906 og ledede den til 1946; har foretaget talrige Rejser i videnskabeligt Øjemed i Vest-Grønland mellem 60' og 78°; Medlem af Udvalget til Drøftelse af de grønlandske Anliggender 1920-21; valgt Medlem af Nordgrønlands Landsraad 1927-39; holdt Forelæsninger ved Cambridge University og ved amerikanske Universiteter 1922; Medlem af The Board of Governors of The Arctic Institute of North America 1945-48, Fellow fra 1949. Har udgivet en Del Artikler og Afhandlinger om arktiske Naturforhold, navnlig om Botanik og Etnografi samt om Grønlands indre Forhold, dets Stil-ling til Danmark etc. Korresp. Medlem af American Geogr. Society, New York; Indehaver af det kgl. danske geografiske Selskabs Hans Egede Medalje. Adresse: Brøndbyvester pr. Glostrup. 
Porsild, Morten Pedersen (I269)
 
21 Fra H. Ostermann: Nordmænd på Grønland

Peter Lorentz Hind er født 1729 på gården Bredstrand i Øksnes præstegæld i Vesterålen. Han døbtes i Øksnes kirke 14. december. Fadderne ved hans dåb var præsten Hans David Celius, Peder Krog Hind, Peder Pedersen Bye, Riborg Hveding af Øxnes, Margrethe Bersvendsdtr. af Brestrand. Han var søn af Geschen (Gidske) Chirstine Søeblad og dennes forlovede Jens Hind. Moren var datter af Hans Egedes søster Kirsten Povelsdatter Egede i hendes første ægteskab med Laurits Hansen Søeblad, sognepræst til Torsken, død ca. 17121. Faren var søn af Hans Egedes morbror, provst Peder Hind til Trondenes, og havde 27/6 1726 absolveret den theologiske attestats med haud. 16. juli 1731 erholdt han efterladelse for begået lejermål således . 6. juni 1732 udnævntes han til sognepræst for Værøy og Røst, men var da allerede omkommet ved kuldsejling udenfor Hadsel prestegård, hvor han var huslærer. Det siges (Familien Egedes stamtavle i Giessings Jubellærere I s. 48), at hans forlovede omkom ved samme lejlighed. Men dette er urigtigt, thi ved skiftet efter hendes mor, der foretoges på gæstgiverstedet i Furesund i Kinn i Sunnfjord 17/6 1748, opholdt sig hos enkemanden Jens Bloch dennes steddatter Gidske Kirstine Søeblad, 34(?) år gammel. Hun blev senere gift med Hans Peter Diche (død 1756), der var stedfarens efterfølger som gæstgiver i Furesund, og her døde hun 1783 i , takseret til 2 rd. Herefter må det vel antages, at drengen Peter Lorentz er bleven opfostret i sin mormors og dennes tredje mands, gæstgiver Jens Blochs hus, til han - muligvis ved Hans Egedes indflydelse har kunnet finde optagelse på vajsenhuset i København. Her synes han nemlig at ha været, da han 1744 sendtes til Christianshåb til oplæring hos missionær Welling. Der synes at have hersket nogen uklarhed over dette hos det ærede missionskollegium. 2/5 1754 stilledes der nemlig i dettes møde det spørgsmål: hvorledes det er gået til, at Hind Det blev da oplyst, , men . Dette synes, ifølge nedennævnte senere oplysninger, at komme sandheden nærmest. Men missionskollegiets uvidenhed bliver ikke derved mindre gådefuld, især da samme højærværdige kollegium selv 1751 tilstod 1 mands kost og 10 rd. aarlig løn fra 1/7 1750 at regne. Det lykkedes virkelig Bloch at få ham . Han lærte sproget godt og hurtigt og blev snart brugt til at undervise grønlænderne både i de rent elementære skolefag og i kristendom. Missionær Thrane bevidner dette langt senere, idet han i brev til Finchenhagen af 2,9/7 1756 udtaler, at , der nu er assistent ved handelen, . I skrivelse af 11. august 1752 meddeler Bloch det høje missionskollegium, at . Hemmeligheden derved er sikkert den, at den tilsynsførende Niels Geelmuyden (se denne) ved sine besøg på Christianshåb er bleven opmærksom på den opvakte unge mand og har omtalt ham for direktionen som et ønskeligt emne til en handelsbetjent. Bloch har åbenbart ikke følt sig beføjet til efter missionskollegiets hidtil udviste holdning overfor søstersønnen at holde på denne, thi han fortsætter sin skrivelse således: . Og han tilføjer oven i købet: Da dette aldeles ikke reagerede overfor disse fakta, kaldte Bloch søstersønnen selv i skranken med følgende ærbødige forespørgsel, som han vedlagde sin næste skrivelse om denne sag:

Jacobshavn d. 17de julii 1753.
Peder Lorentz Hind

Bloch attesterer da, at Hind kom op 1744, udsendt af missionskollegiet, for , til Bloch 1747 kom til Grønland, . Dette er han vedblevet med til 1752 - uden anden løn end den nævnte. Han har . Herpå reagerede det høje kollegium endelig - ved ovenanførte mærkelige uvidenhedsspørgsmål; men indvilgede for øvrigt i, at de omskrevne 20 rd. løn for årene 1750 og 1751 måtte udbetales Hind af missionskassen. Hind trådte altså 1752 i handelens tjeneste som assistent i Jakobshavn med sædvanlig begyndelsesløn 40 rd. årlig fra 1/7 at regne. Her gjorde han tjeneste under Svanenhielm, Bjørn og Holm og gjorde så god fyldest i sin post, at hans løn snart forhøjedes til 50 rd. og han 12. april 1756 udnævntes af direktionen til med 80 rd. i årlig løn. Iflg. skrivelse af 25. maj 1757 overtog han bestyrelsen af kolonien og blev 23 oktober samme år viet til Grønlænderinde Lovisa, født ca. 1739 og døbt som halvvoksen 4. marts 1753 af Peder Egede. I begyndelsen gik alting godt og hans koloniledelse fandtes upåklagelig af handelsdirektionen, der raskvæk gik ind på de forslag, han stillede . Således antog direktionen 1758 , med 1/2 portion kost af brød, smør, fisk, ærter og gryn samt 4-5 rd. årlig i handelsvarer . Men efterhånden virkede Hinds indfødte giftermål sløvende på hans energi og arbejdsledelse, og en del år senere har piben i direktionens skrivelser fået en ganske anden lyd. 1766 meddeles det ham, at det ved revisionen har vist sig, at der fra 1/7 1758 til 30/6 1761 manglede 854 3/4 ballie spek i forhold til hvad der for udhandlede varer ved andre kolonier er svaret, og det skønt Jakobshavn er . Dog kvitterer man denne gang for hans regnskaber, men på den betingelse, at hans herefter aflagte regnskaber . Der var også meget andet i vejen. Ved Jakobshavn . Den strækker sig til , så at alle folkene er i gæld i stedet for at ha penge til gode, og til Grønlænderne, som for at la sig leje til handelens arbejde må betales med flæsk, kød, malt og humle. Det bebrejdes ham nu, at han , såsom 1 kartuns skiorte>, som er og kun bruges af formuende Grønlændere og derfor hos Aron, som en fattig og slet forhværver> (!) kun kan anses for . De indhandlede produkter betaltes ved Jakobshavn , hvorfor Hr. Hind har at indrette sin geschäft efter de andre koloniers. Og hvad det angår, at han har klaget over, . Mandskabets regninger på. optagne handelsvarer var også så store, at de gav anledning til mistanke om, at . Det er bogstavelig kun et par ubetydelige småforslag fra Hind, som kompagniet går ind på: da Grønlænderne er , vil der nu blive udsendt nogle faa saadanne; og . De følgende år er det næsten endnu galere. Hind har meddelt, at mandskabet var utilfreds med de trufne bestemmelser og indskrenkninger hvoraf direktionen slutter, at disse , hvorfor han nu skal gentage dem for mandskabet i skipperens og styrmandens påhør. Det er direktionen meget ukært, at handelen nu har været . Hind må derfor anstrenge sig for . I den anledning forhøyer man 1769 hans gage med 20 rd. til 120 aarlig, men samtidig lar man ham spydigt vide, at spækket ved hans koloni staar kompagniet i fra 16 mk. 9 sk. til 20 mk. 12 sk. pr. fad (a 2 tønder), medens det ikke bør koste mere end ca. 2 rd. pr. fad, , og da han stadig blev ved at handle for meget i Grønlændernes favør, blev han aaret efter ilagt mulkt - fik lov at betale differencen mellem den pris, 68 fade kostede ved Jakobshavn, mod hvad de kostede andensteds, med 1 rd. pr. fad, altså ialt 68 rd. Samtidig lod man ham vide, at , og hvis ikke han kunde svare fyldestgørende herpaa, vilde man blive nødt til at lade foretage revision. Hind kunde ikke klare for sig på tilfredsstillende vis, hvorfor direktionen gjorde alvor af sin trussel og i juni 1770 under ledelse af Svanenhielm fra Christianshåb lod optage en beholdningsforretning. Resultatet heraf blev, at Hind 7. september 1771 måtte aflevere kolonien til C. C. Dalager og på prøve overtage dennes post ved Ritenbenk. Her blev hans forhold ikke stort bedre, og da handelen 1774 blev overtaget af staten, afskedigedes han fra kolonistyrelsen og fik ordre til at forføje sig til Godthåb som hjælpeassistent. Afleveringen af Ritenbenk fandt først sted sent på sommeren 1775, hvorefter Hind med familie begav sig på rejsen sydefter med konebåde. 5. oktober nåede de efter en besværlig tur Holsteinsborg, hvor de måtte overvintre, og kom således først til Godthåb 1776. Ved nyordningen af handelens forhold i 1782 afskedigedes Hind af tjenesten med bibeholdelse af kostdeputatet og en lille pengepension. Han byggede da et dansk-grønlandsk hus ved Godthåb til sig og familie. Men den halvgamle pensionist var den nye inspektør Olrik en torn i øjet, og hans slægtskabsforhold gjorde ham ikke mindre ugleset af denne svorne fjende af Egedefamilien - . I sin indberetning af 20/9 1784 erklærer inspektøren, at han i 3 år har forsøgt , men forgæves. Han foreslår derfor ganske kynisk, at han bør hjemsendes til København, hvor Egederne kan skaffe ham en seng i Vartov, men konen må blive, hvor hun er; hun kan få 1/2 portion kost til sig og døtrene; sønnerne derimod bør hjem og sættes til håndværk eller søen. Men alle omkostninger ved familiens forskellige anbringelse bør slægten i København betale - endelig ikke direktionen! Naturligvis vilde denne ikke gå ind på hr. inspektørens noble tanke at skille mand og hustru ad, så familien fik lov at blive sammen ved Godthåb. Her døde Hind den 17. september 1794, og hans hustru fulgte ham to år senere i graven; hun døde 10. september 1796. Af deres mange børn blev kun 3 voksne. 
Hind, Peter Lorenz (I879)
 
22 Frederik Jensen skriver i "Familien paa Toftkær":
Faster Kirsten var en lille, fyldig Kone med bredt, næsten firkantet Ansigt og et baade mildt og myndigt Væsen. Hun holdt meget af sine Søskende og deres Familie og havde baade Vilje og økonomisk Evne til at hjælpe, hvis hun mente der var Grund dertil. Da jeg lærte hende at kende, havde hun meget stor Indflydelse paa Espekær og maatte tit tage en Tørn, naar det ikke gik, som det skulde. De unge fra Friskolen og Skytteforeningen havde deres Tilhold der og spiste meget tit deres Søndagsmad hos hende. Det var nok hende, der fra første Færd valgte den Kurs, som Hjemmet indtog overfor alt det nye, som kom frem efter Krigene i 1848 og 64. Vi Børn fra Mosegaard, som tjente dernede, vidste jo, at hun i Begyndelsen havde meget haarde Vilkaar af sin Svigermoder og Mand, og at det var med meget stort Besvær, at hun stod det igennem. Hendes mand, Lars Jensen, var eneste Søn og et godt parti. Dertil var han et udpræget Ordensmenneske, der altid sørgede for, at Gaardens Drift og Dyrenes Røgt var, som det burde være. Som Menneske var han ærlig og redelig, men vild og voldsom som en Landsknægt, og han lavede tit Spektakler, hvis det ikke gik efter hans Hovede. Naar det skete hjemme, maatte Faster tit tage Affæree, og naar han bare saa hende, var det tit ovre uden Ord, og saadan vilde hun vist helst.
Jeg husker engang, at der kom Melding ind, at nu var Lars ved at slaas med Drengen. "Jeg skal smække dig op til Væggen, saa Tarmene skal krybe ud af dig", raabte han. Saa kom Faster gaaende ind ad Døren, og han slap øjeblikkelig Drengen og gav sig til at gnide Øjnene: "Jeg har faaet noget i Øjnene- kan du se, hvad det er, Mor", sagde han. Faster saa ham saa lidt i øjnene og gik igen uden Ord. Stormen havde lagt sig lige saa hurtigt, som den var kommet. Men det skete ogsaa, at hun maatte sige: "Hvordan er det dog, du bærer dig ad, Lars. Husk dog paa, at du har været saadan før".
Hvornaar det blev bestemt, at Faster skulde giftes med Lars, vides ikke. Men da Lars skulde indkaldes til Krigstjeneste, besluttede man, at nu skulde det være. For hvis han skulde falde, vilde hun maaske faa udbetalt Erstatning som hans Enke! Hun blev imidlertid i sit Hjem til noget efter, at Krigen var forbi, og Lars boede der og havde efter eget Sigende megen Fornøjelse sammen med Far, som jo var hans Krigskammerat. Saa flyttede hun endelig derned - nok inden hun skulde havde det første Barn. Hun sagde engang: "Jeg var kun 20 aar, da jeg kom herned, men havde jeg vidst, hvordan det var, havde jeg ventet 20 Aar til". Hendes Svigermoder var en meget haard Kone, som vist var misundelig paa hende, fordi hun havde taget Sønnen fra hende. Kirsten maatte gaa som fuldstændig Tjenestepige. Hun maatte f.Eks. ikke tage varmt Vand til at vaske Barnets Tøj i. Den Vask skulde udføres i Mergelgraven efter Fyraften, og Svigermoderen pryglede stadig den lille Søren for at saare hende saa meget som muligt og Lars Jensen var i de fleste Tilfælde paa Moderens Parti. Saa skete det flere Gange, at hun tog Søren i Forklædet og kom grædende hjem hos sin Moder og bad om at maatte blive der. Men hendes Moder sagde Nej. Saa maatte hun gaa tilbage igen.
Endelig flyttede Svigermoderen ned i sit Aftægtshus, og efterhaanden blev Forholdene taalelige for hende, og tilsidst blev det hende, som var Hjemmets bærende Kraft.
For os Børn var Espekær noget af et Eventyr, som der stod en vis Glans om. Vi kunde meget bedre vurdere de Bedrifter, som Lars Jensen uførte, end alle de Spektakler, han voldte. Der blev drevet meget Krybskytteri af Espekærs Husmand, J.P.Nielsen, og i den Tid red Skovrider og Betjente omkring paa Markerne for at tilse Jagten. De lagde især an paa J.P.Nielsen og hans Komplot. En Aften , han havde været ude med Bøssen, kom Skovrideren efter ham. J.P.Nielsen løb, alt hvad han kunde paa den ene Side af Pilehækken og Skovrideren red paa den anden Side. Da de saa naaede Espekær, smuttede J.P.Nielsen bort og kom op paa Stænget. Skovrideren gik ind i Stuen, hvor Faster var ene hjemme med Børnene og tog et af Børnene, Jens Peter, i Armen og rysted ham og truede med sin Ridepisk, at han skulde sige, hvor Krybskytten var. Faster sgde: "Du maa ingenting sige", og Skovrideren maatte gaa med uforrettet Sag. Men Dagen efter var der Skovauktion. Der gik Lars Jensen ned med et stort Egespir i Haanden og forlangte i hele Forsamlingens Paahør, at Skovrideren skulde give ham en Undskyldning, fordi han havde krænket Husfreden og mishandlet hans Barn. Han var meget vred og truede med sin tykke Kæp og sagde: "Da jeg var i Krigen, saa jeg Fandeme det, der var værre end en vred Skovrider"! Hvis ikke Skovrideren havde givet efter, var han sikkert blevet slaaet ned. En Undskyldning af en Skovrider under de Forhold og dengang var jo noget helt andet, end det vilde have været nu. Hvor nødig Skovrideren vilde, matte han give den forlangte Undskyldning. Men saa vilde han hævne sig siden og kom stadig paa Espekærs Mark med Hest og Hunde. En Dag, Lars Jensen gik og pløjede, kyste Hundene Faarene løse og løb efter dem. Saa bandt han Hestene til Ploven og tog sin jernbeslagne Plovspade og gik imod Skovrideren: "Jeg vil Fandeme ikke finde mig i, at Jagten foregaar paa den Maade". Hvis han lavede mere Skade der paa Marken skulde Lars Jensen nok sørge for, at han ikke kom helskindet derfra.
Der var Masser af den Slags Historier og Masser af Hitorier om, hvordan han sloges med sine Heste, saa det somme Tider var Livet om at gøre. Engang skulde han køre til Stranden med et stort Læs Sæd, som Skipperen skulde have med til København. Da han kom op paa Vognen, blev Hestene urolige og for frem, inden han rigtig fik fat paa Tømmen. Saa fik han Hovedet i Klemme mellem Portbjælken og den øverste Kornsæk med det Resultat, at Hovedhuden blev flaaet af ham og skubbet om bag i Nakken - - - Han vilde dog alligevel fortsætte til Stranden med Kornlæsset: "For der var Fandeme endnu ingen Heste der paa Gaarden, som havde spillet ham paa Næsen" - Han samlede sin Hue op og greb Tømmerne og vilde til at køre igen, selv om Blodet løb ham ned over Ansigtet. Der var ingen Bønner eller Forestillinger, der hjalp. Men da Faster fik fat i et Spejl og viste ham, hvordan han var tilredt, opgav han det tilsidst.- Saa fik man fat i en Doktor, som bredte Hovedhuden ud over en Tallerken og pillede Haarene væk.- Den ene Søn blev daarlig ved Synet og maatte gaa sin Vej, og den anden var en Besvimelse nær, men Faster gik selv Doktoren til Haande tilsyneladende lige saa rolig og behersket som altid. Hun havde taget saa mangen en Tørn med Lars og skulde nok yde ham sin Bistand her ogsaa. Lars sad og tykkede fælt paa Skraaen, men uden at give et Kny fra sig. Men da Doktoren saa gav sig til at sy Hovedhuden fast igen, spurgte han med Gravrøst: "Er det Kattetarme, du syr med"?
Efterhaanden som Sønnerne voksede til, var der stadig voldsomme Sammenstød med dem, især med Søren. En Aften, de sad og skændtes, blev Lars Jensen saa vred, at han fo'r ind i Sovekammeret og sprang ud gennem Vinduet uden at lukke det op og løb ud i Marken, hvor han blev i tre Dage. Hjemme gik de og troede, han havde taget sig af Dage. Ved andre Lejligheder kunde det gaa endnu værre. Saa tog Lars Jensen f.Eks. Brødkniven og løb efter sønnen. Til sidst blev det saa galt, at Søren rejste til Amerika. Da han nogle Aar senere lige saa pludselig kom hjem, blev han ret hurtigt gift og fik Ejendom, og saa blev han Lars Jensens kæreste Søn, fordi han var den, der lignede sin Fader mest.
Jens Peter var der ogsaa lidt Vrøvl med. Som Soldat havde han forelsket sig i en Pige inde i "Stafetkælderen", men det syntes hverken hans Fader eller Moder om. Det var maaske under hans Stand, og det gik ham meget nær til Hjertet, da de forlangte et andet Parti. Saa en Dag lige før Høst, da Svigerfader kom ud i sin Mark, laa Jens Peter derude og kaldte og bad, om han ikke vilde laane ham Penge, saa han og Pigen kunde rejse til Amerika og skabe sig en Fremtid der. Henrik Jensen fik ham dog snakket fra det. Han var vel heller ikke saa meget for at laane Penge mod sin Søster Vilje, eller for at krydse hendes Planer.
Da Jens Peter var død, fortalte hans Kone Bregravelsesaftenen: "Jeg stod ude i Bryggerset og vaskede Spandet, da han kom ind ad Døren. Saa sagde han, at nu var det bestemt, at han skulde overtage Gaardene, saa hvis du vil flytte derover, kan det jo passe godt". Saa svarede jeg bare: "Jeg skal spørge mim Moder ad".
Jens Peter Espekær maatte altsaa give Afkald paa Kærlighedslykke, men fik i Stedet betryggende økonomiske Vilkaar og fandt sig efterhaanden til Rette og levede eksemplarisk sammen med sine Børn og sine gamle Forældre.
Faster Kirsten blev ligesom sine Søskende saa gnaven, da hun blev gammel, endskønt hun havde været en dejlig Kone. Lars Jensen gik det modsat med. Han blev saa mild og venlig, og mange glemte, hvordan han havde været. 
Jensdatter, Kirsten (I64)
 
23 Frederik Jensen: Familien på Toftkær (1945) s.8
Kirsten Niels Olses var gift med Niels Olsen og de havde Toftager, der dengang var en helgård. De havde fire børn: Jens Nielsen, som fik Mosegård, hvor hans moder var født, Kirsten, gift med Niels Jensen og siden med Søren Petersen. De havde Nabogården, som nu ejes af Søren Sørensen, samt Per Nielsen, der havde de ejendomme i Råby, som er delt mellem hans sønnesønner, Henrik Petersen, Johs.Petersen og H.P.Petersen, og endelig Ole Nielsen, som fik Hjemmet. Niels Olsen døde ret tidligt og efterlader sig intet minde. Kirsten Niels Olses behøvede ikke at gifte sig igen, da manden var død. Hun kunne selv bestyre ejendommen. Hun havde fire gårde på een gang: To i Sierslev (Mosegård og Toftager) en i Holtug og en i Tommestrup. De gamle sagde, at den skævhovede Kammerråd, som var godsforvalter på Gjorslev, snød hende de to sidste fra, men hun skaffede sig alligevel en gård til hver af sine fire børn. - - - Hun kunne fire arbejder på een gang (!) - - - spandt meget og vandt garnet udenom pengestykker. - - - Per Nielsen i Råby fik efter sigende mange nøgler. Når det lykkedes Kirsten at samle så stor rigdom på et tidspunkt, da mange af byens gårdmænd måtte forlade ejendommen, var der sikkert flere årsager: Hendes store flid og hendes sparsommelighed og den udmærkede gård, hun havde fra første færd, hvor jorden sikkert var i gammel kultur og i besiddelse af fuld ydeevne, medens de andre knap var opdyrkede. Men hun har nok også forstået sin tid bedre end mange af de andre og har været dristig nok til at udnytte forholdene. - - -
De bønder der flyttede ud på jorden ved udskiftnngen var sikkert ikke deres opgave voksen. (selvbestemmelser, upløjet jord, markinddeling, grøftning, rydning for stubbe og sten , husbygning etc ) Det arbejde oversteg deres evner, og jordens ydeevne kunne slet ikke betale udgifterne. Og da så Krigen med England og den følgende pengekrise kom, var deres skæbne beseglet. - - - Det var under de forhold, at enken Kirsten Niels Olses samlede så mange penge og så mange gårde, at hun havde en til hver af sine fire børn, selv om den "skævhovede kammerråd" nede på Gjorslev snød hende to fra. Kirsten Niels Olses boede på sine gamle dage i aftægtshus ved Toftager, og hendes broder Niels Henrik som havde taget skade på sin forstand efter at være gået fallit med Vesterlund, eller som måske havde dilerium, lod stadig sine børn gå ind hos hende, og de fik vist ikke anden mad, end hvad hun gav dem.

Frederik Jensen: En slægtsgård II. (1960?)
Niels Løves datter, Kirsten - blev gift ind i en anden gård i Sigerslev, men overtog siden tillige sin fødegård da hendes Stedfader (fejl: fader!) ligesom så mange andre af byens gårdmænd måtte give op overfor de umulige forhold.. - - - Den største begivenhed i hendes tilværelse var sikkert udskiftningen . - - -
I århundreder havde man været fælles om jord og ansvar. Forberedelserne til udskiftningen var langvarige og besværlige. Man begyndte i Sierslev 28/3 1798 og holdt det afsluttende møde 21/12 1799. Så kunne man begynde at flytte ud år 1800. Omtrent ved samme tid begyndte krigen med England. Det unge mandskab var indkaldt, og de hjemsendte soldater mødte jævnligt til hjemmeværnet. - - - Der skulle flyttes 21 af byens 30 gårde, og der var ikke stort andet mandskab end gårdenes eget. Der var kun een hugger i byen og bønderne fik kun 10 rdl i hjælp og måtte derfor selv udføre det meste af flyttearbejdet. Den udskiftning som blev til så stor velsignelse for de kommende slægter, blev til ulykke for den generation man ville hjælpe. Bønderne i de ny brug, som endnu ikke var kommet i drift kunne absolut ikke betale de stigende skatter, som krigen medførte. Der kom desuden nye skatter til, krigsskat, mobiliseringsskat m.m., som delvis måtte erlægges i varer. - - - Det vil altså sige at gårdens værdi blev betalt hvert tredje år i skat, og i ekstraskat fik vi en hæftelse på to tredjedele af værdien - men hvad betalte de ministre og andre embedmænd, som havde bragt os i ulykke? Intet! Oldemor Kirsten og hendes mand havde været heldige at få godt opgødet toftejord. Desuden havde de været meget flittige, sparsommelige og kloge. De havde ligesom mange andre ikke tillid til papirpengene, og derfor solgte de hellere til lidt lavere priser, når de kunne få sølv. Alle de penge de kunne undvære samlede hun. Når hun havde spundet noget, vandt hun garnnøgler udenom. Så var pengene ikke så lette at få fat i, hvis nogen fristede. En anden stor begivenhed i hendes tilværelse var, da englænderne under krigen gjorde landgang på Sjælland. Hendes mand var indkaldt til landeværnet og var med i slaget ved Køge som vist var alvorligere - -- På Stevns gjorde englænderne landgang ved Eskesti og Tommestrup - - - 
Olsen, Niels (I377)
 
24 Gudrun Hansen skriver: Dette Billede er af min gamle Farfar: Kristian Nielsen, Hjulmand og "Hugger" i Sierslev, omkring 1890. Han var en stilfærdig og tænksom mand - var gift med Kirsten, Søster til Jørgen Nielsen, vor gamle Sognefoged. Men en Lungebetændelse tog tidligt hendes Liv, saa den mindste af Børnene, 2 Aar, kom i Pleje hos sin Morbror Jørgen, Faster Kamma sammesteds, og min Faster Johanne kom nu hos sin Faster ved Kongeskoven. Hvor svært det var at skilles betød det jo dog en Hjælp for Farfar. Far var dengang 17 Aar og i Lære hos sin Far og ligesaa ogsaa Farbror Jørgen. Far var en god Kammerat ogsaa overfor sin Søster Margrethe, der som den ældste Pige paa 13-14 Aar blev overladt Husførelsen og det hele. Som dengang hun kom og klagede sin Nød for sin store Bror: "Hvad skal jeg dog gøre - Bogen jeg havde laant i Biblioteket læste jeg i mens jeg rørte i Grøden, og da Far kom puttede jeg den ned under den kolde Bryggerkedel, men glemte den - ogsaa da jeg tændte op der i Morges. Og nu er den brændt". Ganske stille snakkede han med Bibliotikaren og erstattede Bogen. Han blev også den unge Pige, Birthe Marie, Henrik Jensens næstældste Datter ude fra Trommeslagervejen, en god Ven da hun d. 13-9-1890 flyttede ind hos ham i Tømrerhjemmet. Nielsen, Christian (I264)
 
25 Gyldendals Åbne Encyklopædi
Niels E. Nielsen, Niels Erik Nielsen, 1924-1993, dansk forfatter. Nielsens forfatterskab behandler nostalgisk modsætningen mellem nyt og gammelt i samfundet og deler sig i to grupper: Romaner, der siden debuten Røde tåger (1950) besynger den landlige tilværelses oprindelige og autentiske værdier, og talrige science fiction-romaner som To sole stod op (1961), der giver skræmmende billeder af atomtruslen og et automatiseret fremtidssamfund og derved kritiserer nutiden. Det er som ophavsmand til det største danske science fiction-forfatterskab Niels E. Nielsens betydning ligger. Han skrev i alt 29 science fiction-romaner og fire -novellesamlinger

Fra Stevns bibliotekers hjemmeside: Om forfatteren Niels E. Nielsen (1924 - 1993) og hans forfatterskab skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen.
På vores litterære odyssé igennem det stevnske landskab skal vi nu gøre holdt i landsbyen Sigerslev, hvor forfatteren Niels E. Nielsen (1924 - 93) boede. Han, der oprindelig var uddannet tømrer, debuterede i 1950 med 'Røde Tåger'. I sit forfatterskab behandler han modsætningen mellem det landlige livs oprindelige værdier og nutidens atomtrussel samt det auto-matiserede fremtidssamfund. Han er landsbybeboeren, der nok har fødderne plantet på den stevnske muld, men som med sin indre forestillingsevne tankemæssigt befinder sig langt væk. Denne modsætning i hans egen person manifesterer sig i hans forfatterskab, der både beskriver landsbysamfundet, men som også beskæftiger sig med en tidsalder, der endnu ikke er opstået.

I essaysamlingen 'Torden og grønne skove', der udkom i 1961, skriver han bl.a. om den raketbase, som på det tidspunkt var ved at blive anlagt. Den opfatter han som et udtryk for, at fremtiden er ved at invadere landsbysam-fundet, der hidtil har fået lov at leve sit eget stille liv. En tradition, som er blevet opretholdt i Sigerslev, er det årlige møde i moselavet. For beboerne i landsbyen er han 'skriveren', som ved sit første møde i moselavet har ladet 2 snapse gå forbi sit bord. Mosen har været fælles jord og er derfor også blevet administreret i fællesskab. Moselavet er antagelig en fortsættelse af ældre tiders bystævne og er med til at opretholde landsbyens sammenhold.

I essayet 'Under nye himmeltegn' (s. 9 - 10) står han før sengetid uden for sit hus og kigger op mod himmelen og synes for sit indre øje at se et lysende spor af en satellit :

'Men nu da jeg så satellittens lysende spor over den sovende landsby? - Nu var der uro i mit hjerte. Nu frygter jeg, at mennesket aldrig mere skal kunne se mod vinternattens lys uden at se sit eget skæbnetegn : Rumvåbnenes røde ild derude, hvor årmilliarder er rundet, uden at nogen hidtil har vovet at udstrække en truende hånd mod universets dybe nat, hvor det skjulte måske er nærmere end teknisk berusede jordmennesker aner.' (Ibid., s. 9).

I essayet 'Planmæssigt bekendtskab' skriver han om vanskeligheden ved at blive accepteret som tilflytter på Stevns. Der kom en ny lærer til Sigerslev, og det varede 3 måneder før beboerne, bortset fra forfatteren, begyndte at tale med den nye beboer. Da der var gået et år, var han ved at blive accep-teret. Sådan er det i små og afsides beliggende samfund som det stevnske, hvor det siges, at det tager 3 generationer at blive betragtet som indfødt stevnsbo. Niels E. Nielsen udtrykker det således :

'Vi skal lige se dig an, skolelærer, forfra og bagfra. /./ Jeg ville nødig spolere hans landboglæde. Man kendte jo sine egne : Er man først godkendt, hører man til, endog om man begår mordbrand. Men der er en distance fra en splinterny københavner med K til en landsby med L.' (Ibid., s. 80).

Det er helt evident, at forfatteren bruger sine sanser til at mærke sig verden og blive klogere. Disse indtryk omsætter han i sit forfatterskab, hvor han bl.a. i disse essays giver nogle poetiske beskrivelser af sine oplevelser og erfaringer. I essayet 'Erindringens sans' beskæftiger han sig med sansernes betydning i tilværelsen. Specielt lugtesansen tilskriver han stor betydning. Han beskriver duftene således :

'Duften er lokkende og sødmefuld som unge pigers hvisken. Stilfærdigt rejses et telt af vellugt i nordens lyse nat.' (Ibid., s. 91).

'Jasminen blomstrer under bittesmå blege stjerner, og dens duft har magt, som kom den fra selve mindets kamre. I samme nu den rører næsens hinder, vågner erindringen om ti-tyve situationer, alle tilknyttet jasminens åndedrag : Hvide veje langs dunkle sommerhaver, cyklers summen på vej til aftenbad i havet, pigelatter; hvor ofte er den gule stjerneblomst mon rakt mod et ansigt, medens håret hviskende faldt frem langs en kind .' (Ibid., s. 91).

Der er måske her tale om en Knud Sønderby-påvirkning. Der er en lighed mellem Sønderbys 'forsvundne somre' og Niels E. Nielsens oplevelse af lugten som ventil for fortidige oplevelser, der trænger sig på og bliver stærkere end det øjeblik, som har fremkaldt erindringen.

Lugtesansen er den af alle sanser, som Niels E. Nielsen nødig ville undvære :

'Synet er et uundværligt privilegium. Talens brug er tankens vej til øret, som er den tredje uundværlige sans. Men lugtesansen - den vil mange anse for den ringeste, lettest uundværlige.
Og dog tror jeg, at lugtesansen griber dybere ind i vor tilværelse end som så. Ikke for intet ligger dens center i hjernens ældste del, i urhjernen, hvorfra en så væsentlig del af vore ubevidste reaktioner og instinkter stiger frem.' (Ibid., s. 91).

'Duften af nybagt brød en frostklar dag er så herlig, at samme duft tredive år efter sætter én lyslevende tilbage til bagerens åbne vindue, skønt både bager og vindue længst er forsvundet. Og enhver kan altid genkalde sig duften af mors favn, fars pibe, hjemmets stuer.' (Ibid., s. 92).

Essayet 'Livets have' handler om kirkegården, som efter graverens opfattelse burde have et mere positivt navn. For ham er de døde lige så forskellige som de levende og med de samme sym- og antipatier :

' - Kirkegården er de dødes sted, vist er den det. Men kan være at de døde er som de levende . mange slags folk! De er vel glade for børn og unge menne-sker som andre.' (Ibid., s. 94).

'Og mon ikke de nede i jorden smiler en smule, fordi de levende har en slags fristed i deres have?
Jeg kan ikke lide at folk kalder kirkegården for dødens have; de skulle kalde den livets, skulle de!' (Ibid., s. 94).

Kirkegården opfattes således som et sted, hvor modsætningen mellem liv og død på en måde er ophævet. Den er som et 'ingenmandsland' og derfor et fristed, der er afsondret fra verden og dermed lever sit eget liv i fred og frihed.

I essyet 'Vor evige Vind' lovpriser forfatteren den danske blæst, som han beskriver således :

'Vinden, altid vinden, i alle årets måneder, styrke 1 til 19, brise, kuling, storm, orkan, vandrende kræfter, større end til en brintbombes titaniske ild, isnende eller lun, våd eller tør så læberne sprækker. - Vinden er vor, er øklimaets væverske, er vort livs grundmelodi fra vi får øjne til kirkegårdens kroner orgler over en åben grav.
Vinden . drillepind eller skaberens fejekost, hærværksmand ved jævndøgn, eller kælen killingpote over kornets silkepels : Den blæser gennem vore dage, vort minde, blæser klaring eller byge, ondt eller godt til os, slette-landets folk; luftens utrættelige vandrer.' (Ibid., s. 107).

I essayet 'De dybe væld' fortæller han om en tur til Stevns Klint. Han er her på det sted, hvor "landet opgav det flade, og gik på hovedet i havet". I denne beskrivelse kommer modsætningen mellem det flade land og den stejle klint frem. Det er den modsætning, som er slående hver gang, man besøger Stevns Klint ved Højerup gamle Kirke. Efter besøg ved denne ensomme kyst får han altid noget med hjem : ro i sindet.

Der er et essay om de evige 3 koner, de snakkesalige og sladrevorne, der følger nøje med i den nyeste bysladder og beretter den videre. Og der er en tekst om juniaften, den nordiske højsommer, som sætter sindene i kog. Det er forfatterens opfattelse, at netop juninattens 'mørke' lokker menneskene til dårskab, da afstanden mellem drift og fuldbyrdelse er kortere end ellers. I essayet 'Vandring i de blå dage' skriver han om den specielle og dragende stemning, der hersker i september, hvor der er en egen klarhed over him-melen og over naturen, lige inden oktober lukker af for sommerens sidste glød :

'De dage lokker, gør landet stort og vidt. Man får stundesløshed på sig. Fødderne vil gå, om også hænderne vil arbejde. En højloftet-ørken-oktober venter. Selv børnene, nej, især de mærker det. Jeg troede at kunne liste uset gennem et hul i hækken, men min knægt var mig straks med et stille grin i hælene, fulgt af gravhunden. Også i dem var nyfigenheden tændt.' (Ibid., s. 129).

Trangen til at drage ud og opleve noget melder sig, og forfatteren, fulgt af sønnen og hunden, begiver sig af sted til Møllehøj, der er fredet og aldrig åbnet. Niels E. Nielsen nærmer sig med ærefrygt højen og fornemmer den magt, som de døde, der blev begravet der, havde over de levende. Fra højen har de en vid udsigt, helt til Falsterbo, men øjet fæstner sig særligt ved de raketter, der er plantet i en pløjemark, og det syn giver forfatteren anledning til at anstille betragtninger over vilkårene i slutning af det andet årtusinde :

'Det er vore vilkår mod slutningen af andet årtusind. Og måske skal det være således. Ikke i tryghed, men udfordret, rejser slægten sig og bryder sporene videre. Plovmanden under raketalderens tegn tvinges til at gøre sig tanker.' (Ibid., s. 132).

I essayet 'Bulldozer haves' advarer forfatteren imod at fælde for meget af det læhegn, som indhegner de danske marker og beskytter mod den danske blæst, der kan udtørre jorden, hæmme mikrolivet, nedsætte stofomsæt-ningen og fravriste nytteplanterne ernæring :

'Måske er vore læhegn et af disse hjul, erstatning for forsvundne krat og skove. Lad os i hvert fald ikke fjerne dem, før vi ved hvad vi gør, før vi ved hvilken mission de opfylder mellem de faktorer, der muliggør vor eksi-stens.' (Ibid., s. 137).

I essayet 'Lidt mørk tale' har forfatteren sat sig for at udforske det mørke, som ikke mindst landsbybørn har kendt til, men som efterhånden efter elektricitetens opfindelse er blevet noget, der er fremmed for en på trods af, at det egentlig er noget fundamentalt i tilværelsen. Mørket er en af de grund-læggende modsætninger i tilværelsen. Forfatteren sætter pris på mørket, da det giver mennesket mulighed for at finde sig selv. Mørket er som dunkelt fløjl og stjernerne som et kostbart smykke. Han beskriver mørket på følgende måde :

'Men mørket, min yndling, er Askepot, overset, og altså ligefrem ilde lidt af neonparadisets beboere. Slår man op i leksika under m-ø er hun der ikke, staklen. Hun er udstødt i fortielsens yderste - mørke.
Alligevel : Mørket er til! Benægt det om I tør. /./ Mørket er som regnbuen, aldrig til at nå. Mørket er noget suverænt og urørligt, sig selv nok, uberørt af teknik, blot mørke.' (Ibid., s. 153 - 54).

I teksten 'De stille herskere' kommer Niels E. Nielsen ind på de vilkår, som man er underkastet, når man bor i en landsby, et lille samfund, hvor alle kender alle, og hvor sladderen har gode vilkår. Han nævner i denne for-bindelse de 3 koner, som er omtalt i et andet essay. De måler skæbner op, som han udtrykker det. Det er hans opfattelse, at sladderen er forbundet med en mundtlig overlevering som f.eks. sagn og myter. Sladderen er tæt forbundet med kvindekønnet. Udadtil har mændene haft magt, men i virke-ligheden er det kvindernes skjulte råd, der har haft den største indflydelse. Det karakteristiske for kvindekønnet er en rap tunge og en dyb interesse for alle i sognet. Om sammenholdet i de små samfund siger forfatteren følgende :

'Folk er som de er, i landsbyen som andre steder. Afstikkere fra sædvanen erindres længe. Det må dog siges, at bindingskraften mennesker imellem er større på landet, stadigvæk. Fra fødslen er man maske i et væv. Ens bevæ-gelser fornemmes til sognets yderste rand. Det er nok alligevel mere end sladder, snarere rest af et ældgammelt sammenhold.'

Essaysamlingen afsluttes med essayet 'Far, fortæl os eventyr!', i hvilket han lovpriser barnets fantasi, tankeleg og evne til undren, som han opfatter som kimen til de nye tanker, som verden savner og skriger efter. Børnene er det råstof, som verden har behov for med henblik på nyskabelse og nye tider.

I samlingen 'Torden og grønne skove' lukker Niels E. Nielsen læserne ind i sin landsbyverden, hvorfra han udvider perspektivet til det omkringliggende sam-fund, tidens udvikling og de skræmmende perspektiver, som han synes at se på horisontens mørke himmel.

En essaysamling som denne, der består af mange korte tekster, er ideel som læsning ved sengetid. Det fine ved kortprosatekster er bl.a. dette, at læseren hurtigt kan komme ud af teksten og ikke fanges i et univers, som det kan tage lang tid at komme ud af igen. En sådan tekst kan tages frem, når der er et øjebliks pause i vor travle verden, hvor der måske ikke er tid nok til læs-ning og fordybelse. 
Nielsen, Niels Erik (I1669)
 
26 H. Ostermann: Danske i Grønland
BERTHEL LAERSEN
Præst

Berthel (Bartholomæus) Laersen blev født 1722 i København som søn af en drejersvend, og da faderen var død, blev han sat i skole i Vajsenhuset. Hans Egede, der ved sin tilbagekomst havde fået bolig på Vajsenhuset, der jo dengang lå ved Nytorv, og som jo 1736 havde fået oprettet >det grønlandske Seminarium<, besluttede da at få nogle af de velbegavede Vajsenhusdrenge uddannet til lærere og missionsmedhjælpere, eller, som de kaldtes, kateketer, oppe i Grønland. 1739 udsendtes da to af disse, Jens Pedersen Mørk og Berthel Laersen, den første til Christianshåb og den sidste til Godthåb. Berthel Laersen blev meget hurtigt sprogdygtig og fik det vidnesbyrd af Grønlænderne, at han var den eneste, de rigtig kunde forstå når han talte med dem eller holdt morgen- og aftenandagt med menigheden, hvilket han næsten altid gjorde, og når han underviste skolebørnene og katekumenerne; han fulgte også så godt som altid med missionæren, når denne berejste distriktet, >for at blive nogen Tid hos Grønlænderne, som stode i Telt<, og tillige ofte med handelsfolkene, når disse gik ud på togterejser, >for at læse for Grønlænderne<. Han var jo kommet til Godthåb samtidig med missionær Drachardt, og ligesom denne fik han stor interesse for den herrnhutiske mission. Og da han 1744 blev gift med en Grønlænderpige ude fra Ny Herrnhut, Susanna, født ca. 1728 og døbt af Drachardt 27. november 1740, ved hvilken lejlighed de to brødremissionærer Friderich Böhnisch og Johan Beck var faddere, knyttedes han endnu fastere dertil og foretrak endog at >logere udi et Wildmands Huus< i nærheden af Ny Herrnhut frem for at bo i kolonibygningen. Ved missionær- Drachardts hjemrejse 1751 kom der ingen afløser derop, og Godthåbsmissionen lededes da af Berthel Laersen, som virkede ganske herrnhutisk, så da missionær Bruun 1752 kom derop, traf han kun herrnhutiske skikke i menigheden. Kateket Laersen var i lang tid meget dårligt økonomisk stillet. Endnu ti år efter at være blevet ansat ved Godthåb fik han kun 10 rd. årlig i løn og 1 Portion gemeen Kost<, skønt han var gift og havde børn. Købmand Dalager erklærede derfor, at >Hans Omstændigheder visselig imellem har været Misserable, da han ofte har måttet savne det Nødtørftige for sig og sine<, uagtet han altid havde >viist Fliid og Redelighed i sit Kald og stedse giort sin Gierning med Glæde<. Dette fik da til følge, at han 1750 fik 30 rd. mere årlig, og 1752 endnu 10 rd. til. I begyndelsen af missionær Bruuns virketid var forholdet mellem ham og Berthel Laersen ikke videre godt. Men da Laersen af missionskollegiet fik tilhold om at støtte sin overordnede, blev forholdet dog betydeligt bedre, og Laersen blev ham en god medhjælper. Uagtet en smitsom sygdom 1753 havde bortrevet en del af menigheden, tiltog denne da stadig igen, ligesom den gik godt frem i kundskab og førte en upåklagelig vandel. Missionær Bruun underviste Laersen i latin med studentereksamen som mål, men dette opgaves igen, da Laersen anså sig for at være for gammel til at studere. Da monopolindehaveren Jac. Sewerin i slutningen af 1740-erne ønskede at få den uheldige koloni Frederikshåb nedlagt, vilde han dog ikke have, at missionen der skulde opgives og foreslog derfor at få Berthel Laersen flyttet derned; men da kolonien ikke fik lov til at nedlægges, blev han ikke anbragt dernede, hvilket missionær Drachardt naturligvis heller ikke vilde have haft, da Laersen jo var ham en uundværlig medhjælper. Og ved anlæggelsen af logen Fiskenæsset 1754 foreslog købmand Dalager at ansætte Berthel Laersen dernede, men missionær Bruun kunde foreløbig ikke undvære ham. Da derimod der blev tale om at få ham ansat ved kolonien Sukkertoppen, som jo var anlagt 1755, gik missionær Bruun ind på at lade >Catechet Berthel Laersen, hvilken leg dog ey gierne mistede<, blive ansat ved Sukkertoppen, da han der >kunde blive samlet med sin gamle Grønlands Ven Anders Olsen<, som jo havde været assistent ved Godthåb, men nu var købmand ved Sukkertoppen. 1757 flyttede Laersen da derop og blev >modtaget med megen Venlighed både af Danske og Grønlændere<, og han fandt god støtte i købmand Olsen, som på egen bekostning lod opføre et "lidet Underviisnings-Huus< ved kolonien. Under disse gunstige forhold fik missionen her god fremgang. Befolkningen nærede både tillid og kærlighed til Laersen og flokkedes gerne om han forkyndelse. Der blev da også stærk tilstrømning af katekumener. F. eks. døbtes der 1768-73 i alt 154, deraf det første år 33 og 1771 endog 42. I vinteren 1769-70 var >de udøbtes Tal over 60, som have fået bestandig Underviisning og tiltaget Kundskab<. Og ved Berthel Laersens død var der ikke ret mange hedninger tilbage i Sukkertoppens distrikt. Han fik også tilladelse af missionskollegiet til at prædike på dansk for kolonisterne. Missionær Bruun erklærede herom, at hans danske prædikener, som han adskillige gange havde hørt, altid havde været opbyggelige. Og provst Thorhallesen sagde om ham, at han >for sine skiønne Gavers Skyld og for den Aands Drift, han fandt hos sig til at tale Guds Ord, har Tilladelse til om Søndagen at forklare Evangelium for Colonisterne<. Laersen var dog ikke selv helt tilfreds. Han hævdede bl. a., at der vilde blive mere fremgang, hvis stedet fik en ordineret missionær, thi selv måtte han kun forrette nøddåb af børn, men hverken dåb af voksne, nadver eller ægtevielser. Og forholdene medførte, at Godthåbs missionær, der kun kunde komme derop en gang hver sommer, flere gange var blevet forhindret deri. Og i sådanne tilfælde blev katekumenerne dybt skuffede i deres håb om at blive døbt, >hvortil de vare fuldt færdige og længtes meget<. Kollegiet erklærede sig da villig til at udsende en ung præst dertil >i det mindste for nogen Tiid<, hvis der var plads til ham i kolonibygningen. Han kunde så senere afløse missionæren i Godthåb, og Laersen kunde da >ved begges Samling< blive ordineret, hvis han da dertil havde >Friemodighed og fandt sig opvakt<. Laersen var dog for beskeden til at ville indlade sig derpå. Men da nødvendigheden stadig påtrængte sig, og der ved kolonien ikke kunde skaffes plads til en missionær, gik han dog omsider ind derpå. Han blev da kgl. udnævnt 16. marts 1764 og ordineredes i juni i Godthåb af missionær Gregersen med bistand af >Anden Missionairen< Bjørn. Han fortsatte så sin nidkære virksomhed med stor fremgang. Han skaffede sig også gode hjælpere, som han selv uddannede til kateketer, navnlig sine egne sønner, Joseph, Frederik og Jacob Berthelsen; Frederik var også et par år blevet undervist af missionær Bruun i Godthaab, bl. a i latin i den hensigt, at han skulde studere, hvilket dog opgaves som uigennemførligt. Provsten sagde om sønnerne, at >de ere, fornemmelig Fridrich, i deris Christendom ypperlig vel grundede, og de forene med Kundskaben en smuk Opførsel<. En mand ved navn Malachias, som var fulgt med Laersen derop fra Godthåb, havde været ham >en troe Medhjælper< og udrettet meget til Sukkertopsmenighedens formerelse, >især før Hr. Laersens Sønner voxte ret til og kunde med Nytte bruges<. Pastor Laersen blev et årstid efter sin ordination genstand for et brutalt overfald af en af kolonisterne, som han ikke havde villet vie til en Grønlænderinde, fordi manden var >forargelig<; hvorfor købmanden da også hjemsendte ham. Laersen spurgte da kollegiet, om han ikke måtte flytte missionen til et andet sted i distriktet, for at menigheden ikke skulde blive skadet af >forargelige Colonister<. Da dette imidlertid ikke blev tilladt, og da det så ved menighedens store tilvækst blev vanskeligere at skaffe næring til så mange ved kolonien, vilde han gerne have en del af de døbte fordelt ude i distriktet, og da heller ikke dette blev tilladt, da kollegiet ikke kunde skaffe >Midler til saa mange Catecheter<, lod han sine sønner overvintre sammen med dele af menigheden på forskellige steder. Og i hans senere år lykkedes det da også at få nogle >Kateketmissioner< oprettet. 1768 vilde missionskollegiet have pastor Laersen forflyttet op til Egedesminde, hvor der endnu ingen missionær havde været og hvortil han selv havde været paa embedsrejse engang, idet Niels Egede havde opfordret ham dertil. Laersen vilde imidlertid meget nødig bort fra Sukkertoppen, og han fik da også tilladelse til at blive der, hvorfor han da også >yttrede Glæde< over at have fået lov til at blive ved den menighed, som han >så vel kiender og saa høyt elsker<. Paul Egede sagde om pastor Berthel Laersen, at han stadig var >en inficeret Herrenhut<, og kollegiet bebrejdede ham, at han lod menigheden synge herrnhutiske salmer, og ligeledes, at han >har fortroligere Omgang og nøyere Forstaaelse med Herrenhutterne end med Vore Missionairer<, thi det var jo >lidet anstændigt at omgaaes Fremmede fremfor sine egne Medbrødre<; kollegiet havde også hørt, at hans sønner under et besøg ved Godthåb havde været ved herrnhutisk Gudstjeneste og ikke ved den danske missions, hvilket gav >Anstød for deres Meenighed<. - Pastor Laersen klarede sig dog desangående overfor kollegiet. I Maj 1775 var provst Thorhallesen på visitats i Sukkertoppen, og han konstaterede da, at skoleundervisningen dreves >med stor Fliids, da nemlig børnene og de unge var meget dygtige, ligesom han også fandt, at menigheden >havde i Almindelighed et got Begreb<. Berthel Laersen oversatte store dele af Ny Testamente og digtede flere salmer, ligesom han også efter kollegiets opfordring hjemsendte bidrag til grammatikkens og ordbogens forbedring samt en del anmærkninger til Herrnhuterhistorikeren David Cranz's >Historie von Grønland<. Pastor Berthel Laersens hustru Susanna var død 25. februar 1779, og 10. december 1782 døde han selv. Grønlænderne påstod, at han var blevet dræbt af en kvinde ved navn Kantas, som nemlig havde afskåret et stykke af hans til tørring ophængte natskjorte. Hendes landsmænd piskede hende da af vrede herover, og af frygt for videre mishandling styrtede hun sig så i havet fra et fjeld. Laersens sønner blev meget dygtige og nidkære i deres kateketvirksomhed. Den ældste, Joseph Berthelsen (1745-1800) endte som kateketformand i Holsteinsborg. Den næste, Frederik Berthelsen (1750-1828) blev 1815 i Holsteinsborg ordineret til præst, da der under Englandskrigen til sidst kun var een missionær i Grønland. Den yngste, Jacob Berthelsen (1759-1811) var kateket i Godthaab, Frederikshaab, Julianehaab og Holsteinsborg. Hans døtre blev begge gift med danske; Kirsten Berthelsdatter (1756-91) med overassistent Jens Nicolaj Bidstrup (se denne), og Maria Elisabeth Berthelsdatter (1747-79) med købmand Hans Rasmussen Storm (se denne). Pastor Laersen er stamfader til den kendte Berthelsen-slægt i Sydgrønland. 
Laersen, Berthel Bartholomæus (I885)
 
27 H. Ostermann: Nordmænd paa Grønland:

Frederik Diderik Sechmann Fleischer er født den 23 februar 1783 i Klepp præstegård på Jæren som søn af daværende sognepræst her, senere til Nykirken i Bergen og stiftsprovst Philip Fleischer (1745-1807, søn af fhv. proviantforvalter i Grønland, sorenskriver J. S. Fleischer, se denne) og 2den hustru Anne Hegelund Christie (1748-1794).
Da han var knap årgammel blev familien en tid husvild, idet præstegården brændte ved en tjenestepiges uforsigtighed. 3 år gammel kom han med forældrene til Sunds præstegård ved Bergen og 8 år gammel ved farens sidste forflyttelse til denne by. 12 år gammel fik han stedmor, idet faren giftede sig tredje gang med en datter af biskop Irgens. Sin skolegang fik han i byens katedralskole, hvor hans 2 1/2 år ældre bror Edvard Christie allerede gik. I folketællingen pr. 1/2 1801 står han opført som: Herfra dimitteredes han til Københavns universitet, hvor han 4. juni 1802 tog (examen artium> med karakteren haud illaudabilis og derefter tog fat på det juridiske studium med professor Th. Bugge som privatpræceptor. Efter et par års forløb opgav han imidlertid studierne for at gå til Grønland. Han havde stærke konvektioner til dette land, idet ikke blot hans farfar og flere af Fleischerslægten havde virket der, men også hans fætre på mødrene side, de tre brødre Heiberg, som alle samtidig gjorde tjeneste ved kgl. grønlandsk handel. 4. maj 1804 trådte han da ind i samme tjeneste som assistent og udgik til få uger efter.
Efter en kort tid at have gjort tjeneste på inspektoratskontoret i Godhavn udpegedes Fleischer til assistentsposten i det berygtede Upernavik, det nordligste af alle etablissementer i Grønland, nedlagt 1789 på grund af de mange dødsfald blandt kolonisterne, men genoptaget efter nogen års forløb som , ledet af en assistent. Han slap imidlertid med skrækken og blev i stedet for placeret ved Ritenbenk som koloniassistent fra 29. august 1804. Til dette etablissement var han derefter knyttet i 4 år. 1805 overdroges logen Arveprinsens Ejland, der efter gamle købmand Dalagers død 1799 var inddraget under Ritenbenk, til hans bestyrelse således, at han fra høsten til våren ledede hvalfangsten derfra, hvorfor han tituleredes , medens han hver sommer flyttede ind til kolonien for at hjælpe bestyreren med regnskabssager og togternes igangsættelse. I de tre år, han således delte sin tid mellem kolonien og logen, lykkedes det ham flere gange at nedlægge hvaler i revnerne mellem vinterisen og forøge koloniens spækproduktion ganske betydeligt. Da købmand Rousing 1808 forflyttedes, bestyrede Fleischer Ritenbenk i to måneder, til efterfølgeren kom, hvorefter han udnævntes til og bestyrer af logen Kronprinsens Ejland, hvortil
hvalfangstanlægget Hunde Ejland hørte, fra. 20. august 1808. Det var ikke nogen sinecurepost, Fleischer her fik, men en meget betroet stilling, skønt etablissementet i sig selv hørte til de mindst betydelige og folkefattigste i hele . Men i krigsårene rykkede det frem i første række, idet Kronprinsøerne som beliggende yderst i mundingen af det store hvalterræn, Diskobugt dannede, fra tidlig på våren til ud på høsten var en søgt havn for de mange engelske hvalfangerskibe, der sværmede omkring i farvandet. F. eks. var han i 1812 allerede 11. april i forbindelse med et sådant skib, som lagde til og fortøjede ved iskanten et stykke udenfor øerne. Englænderne optrådte som regel meget fredeligt, men der gaves dog undtagelser. Således indfandt der sig 25. juli 1809 en engelsk brig, som, da den kom i nærheden af øerne, tonede orlogsflag og forlangte lods for at løbe ind i havnen. Da den imidlertid ingen ordre hertil kunde fremvise, nægtede oberassistent Fleischer den lods og bøjede sig først for kravet, da Englænderne og . Der dreves i krigsårene en udstrakt snighandel mellem befolkningen og de engelske hvalfangerskibe, og det gjaldt om at passe på for at forhindre så meget deraf som muligt. I denne hensigt ordnede Fleischer det da således, at handelsvarerne fra butiken væsentligst kun kunde købes for grønlandske produkter og ikke for (de ved snighandelen erhvervede) penge - altså den gamle tuskhandel om igen. Da befolkningen på øerne i 1811 indgav klage herover til inspektøren, stillede denne sig ganske på Fleischers side, idet han rentud erklærede til Grønlænderne: kom med Jeres produkter, så skal I nok få varer! Medens øerne ellers plejede at være fremragende fangesteder, indtrådte der i vinteren 1812-13 misfangst og nød. Skønt Fleischer gjorde, hvad han kunde, for at lindre denne, viste befolkningen, der ved omgangen med de mange fremmede skibe var bleven forvænnet og fordringsfuld, stor bl. a. ved at nægte at flænse og hjembringe spækket af en tidlig på våren fanget storhval. Men Fleischer klarede situationen ved at udskænke til de arbejdsvillige 11/2 gallon rom, som han for grønlandske produkter havde tilforhandlet sig netop i sådan hensigt fra en engelsk hvalfanger. Et andet for Grønlændere temmelig usædvanligt træk hændte samme vinter, idet et komplot af 6 mand gentagne gange om natten brød ind i logens pakhuse og ved hjælp af en slags ske på et langt skaft gennem spunshullerne på de der liggende fustager rug- og hvedemel. Fleischer viste sig dog også her situationen voksen, idet han fik gerningsmændene sådan stillet i gabestokken for deres landsmænd, at de måtte fortrække fra øerne. Senere forbød inspektøren dem at vise sig der oftere. Det fremgår af det ovenfor fortalte, at bestyrerposten på Kronprinsens Ejland i disse år krævede en mand med en bestemt karakter, der tillige forstod at tage Grønlænderne på den rette måde ud fra et indgående kendskab til deres tankesæt, og tillige af ubestikkelig redelighed for ikke at falde for den fristelse ved fraternisering med folk, der dog, når alt kom til alt, tilhørte en fædrelandet fjendtlig nation, at skaffe sig uretmæssige fordele. Fleischer besad disse egenskaber, derfor blev han mod al sædvane og alle avancementsregler siddende på denne ellers lidet ansete post krigsperioden over; han er den af alle dette etablissements bestyrere, som har siddet der længst. Tilmed måtte pga grund af omstændighederne anlægget på Hunde Ejland midlertidig nedlægges, hvorved hans indtægter selvfølgelig formindskedes, og af samme grund reduceredes mandskabet til nogle få kolonister, hvorved hans arbejde ligeså selvfølgeligt forøgedes. For nu i nogen grad at opveje dette og som en fortjent anerkendelse for hans fortrinlige bestyrelse udnævntes Fleischer fra 1. juli 1814 til købmand, men blev endnu en tid siddende, hvor han var. Kronprinsens Ejland en vigtig og betroet post i disse for Grønland så vanskelige år. 1810 bemyndigedes Fleischer til fra de mange anløbende engelske skibe at tilforhandle sig for grønlandske produkter så meget brød, som på nogen måde kunde fås, desuden smør, bly, papir, tobak, the, kaffe, løg og sennep samt - såvidt det lod sig gøre -- . Han skilte sig fra dette delikate hverv så godt, at Nordgrønlands etablissementer under krigen ikke led nær så megen nød som Sydgrønlands - uden at fædrelandets ære par nogen måde led skår derved.
Til Kronprinsens Ejland kom ligeledes de fra engelske handelshuse udrustede proviantskibe, som inspektørerne Motzfeldt og Myhlenphort ved deres forbindelser skaffede frem til undsætning for de betrængte kolonier, således i 1811 fregatten , og lasterne oplossedes her. Fra Kronprinsens Ejland fandt der derfor stadig udleveringer sted til andre pladser, hvilket krævede stor påpasselighed og medførte et indviklet regnskabsapparat, men her fejrede Fleischers koloniadministration gang på gang triumfer og berømmedes med rette både i landet og i inspektørens indberetninger til autoriteterne hjemme. At det til sidst alligevel svigtede med forsyningen til etablissementerne, fordi der ikke var mere at administrere, var ikke hans skyld.
Uagtet Fleischer således var bundet til sine udhavsøer en stor del af året på grund af alle disse gøremål, var han ikke uden adspredelser, som dog naturligvis måtte søges andetsteds. Men den tids betjente gik ikke af vejen for farefulde rejser over oprørt hav sent på året, eller over sprækkefyldt, strømskåret og gyngende is om vinteren for at komme til at nyde hinandens selskab en dag eller to. 20. oktober 1810 tog han efter indbydelse til Godhavn for at deltage i et selskab hos inspektøren, hvor der foruden mineralogen Giesecke var 15 forsamlet. Vinteren 1812 udmærkede sig særdeles i så henseende. I februar var han således med flere gæster, deriblandt missionær Hartz fra Egedesminde, i Godhavn på besøg i over en uge, hvor der bl. a. i beskedenhed holdtes fest hos inspektøren, Gudstjeneste med altergang og bivånedes hedningedåb. Næppe hjemkommen herfra fik han besøg af inspektøren og Giesecke, i hvis selskab han derefter rejste hele Diskobugt rundt, fra det ene etablissement til det andet, i stedse større kortege, til sidst 16 slæder i følge, fik besøge sin fætter Hans Mossin Fleischer i Ritenbenk og fulgte derfra med inspektøren til Umanaq over Nugssuaq-halvøen, derfra tilbage til og endte i Godhavn, hvor inspektøren gav selskab for 15 europæiske herrer og damer, hvilket gav Giesecke anledning til den bemerkning, at . Først 16. marts kom han atter hjem til sine øer - over gyngende is og i bestandig livsfare. Også i hungervinteren var der enkelte sådanne lyspunkter i hans tilværelse. Således deltog han efter indbydelse fra Motzfeldt i Godhavn i anledning af kongens fødselsdag januar 1813 i , hvor de sidste to flasker vin, som inspektøren havde gemt til denne festlige lejlighed, blev drukket , Ellers var det nu meget skralt med europæisk proviant over hele linjen; i anledning af, at der kort før årskiftet var fanget et par hvidhvaler i Godhavn, tegner Giesecke situationen med et enkelt meget sigende penselstrøg: . Man må beundre, at inspektøren under disse omstændigheder virkelig har kunnet gemme så meget hen, at han kunde glæde sine lidelsesfæller ved at holde fest for dem på hans majestæts geburtsdag! Endelig slog Fleischers forløsningstime. 7. juli 1815 overtog han
købmandsposten i Godhavn, den var i sig selv ikke synderlig mere indbringende end den, han forlod, men han levede dog her i selskab med flere europæiske ligemænd - og desuden var der en hensigt forbundet med denne forflyttelse. I august s. a. gik Motzfeldt til Danmark for at rekreere sig efter krigsårenes strabadser, og ved sin afrejse konstituerede han Fleischer som inspektør. I denne stilling virkede han i to år og havde fuldt op at gøre med under den nu mere og mere regelmæssige besejling og tilstrækkeligere forsyning at få etablissementerne bragt handelsmæssig på fode igen og rådet bod på alt det forfald, som bygninger, fartøjer og alt andet alle vegne var kommen i, og han nåede langt i sine bestræbelser herfor. Der kan ikke være tvivl om, at Motzfeldts hensigt med konstitutionen var, at Fleischer, såfremt han ikke selv kom tilbage, skulde være hans efterfølger i embedet som inspektør for Nordgrønland. Når han ikke opnåede den faste udnævnelse hertil, hvad ikke blot hans udviste administrative dygtighed, men også hans juridiske kundskaber berettigede ham til, så havde dette en ganske bestemt årsag. Som adskillige af sine samtidige kolleger havde Fleischer levet i "naturligt ægteskab> med en Grønlænderinde, Christiane, og havde 4 børn med hende. Det var dengang et princip hos direktionen ikke at give overordnede betjente tilladelse til at ægte indfødte, og man havde derfor set gennem fingre med sådanne forbindelser. Efter krigen slog man ind på et strengere syn herpå, og har derfor ikke villet udnævne en mand, der stod i en sådan forbindelse, og Motzfeldt, der selv havde levet i en lignende, har været afskåret fra at gøre sin indflydelse gældende med tilstrækkelig kraft til fordel for sin protege. 1817 korn en ny inspektør til Godhavn, Fleischer overleverede ham embedet og trådte tilbage i sin forrige købmandspost. Men samtidig hjemsendte han sin afskedsbegæring og 1818 fratrådte han sin post i Godhavn og hjemgik 1. september. At dette udelukkende skyldtes krænkelse over at være forbigået, er udenfor al tvivl, så meget mere som han måtte vide, at han ingen udsigt havde til befordring i Danmark, idet direktionen allerede i 1814 havde meddelt de grønlandske betjente, at på grund af krigens ophør blev . Det eneste Fleischer opnåede for sin mangeårige og opofrende tjeneste i Grønland under så hårde vilkår, var at han udnævntes
til . Senere nedsatte han sig som købmand i Aarhus, hvor broren Edv. Christie Fleischer (1780-1854) var overlærer ved katedralskolen. Han giftede sig med Ane Mette Kirstine Klitgaard (f. 18/6 1779) og døde 3. september 1849 af apopleksi. I Aarhus Avis for dette år nr. 148 bekendtgøres dødsfaldet således:



I samme avis nr. 149 findes følgende avertissement:  
Fleischer, Frederik Diderik Sechmann (I877)
 
28 Harald Dalgaard: Slægtshistorie. s.8
Farmors anden søster Marie, har jeg aldrig hørt ,eget om. Hun blev gift med Hans Rasmussen i Magleby, men døde 31 År gl efter en fødsel. Hendes ene barn Marie blev gift med Peder Pedersen, Strøby, og de har efterkommere der.

Frederik Jensen Toftkær: Familien på Toftkær (1945) s.16
Marie var den yngste af pigerne. Hun blev gift med Hans Rasmussen, der var født på Vesterlund som broder til Niels Vesterlunds Morfader. Hun døde i barselsseng efter deres første barn, en pige, som også selv døde i barselsseng, da hun havde været gift nogle år. Hans Rasmussen havde Maglebygaard. Der var ingen forbindelse med vor slægt efter hendes død. 
Jensdatter, Marie (I69)
 
29 Harald Dalgård skriver i sin "Slægtshistorie s.7
Niels Jensen døde tidligt, kun 36 Aar gammel. Enken giftede sig derefter med hans og farmors broder, Hans Jensen, og børnene fik stedfader. Det var ganske vist deres farbroder, men han var ikke rar. Han var en stor despot. Jeg husker ham fra jeg gik i skole. Stor, knoklet, med halvhoserne uden på buksebenene storkede han op af gaden. Han var en årrække sognerådsformand, og anså sig vel for sognekonge. Han var højremand og lå i strid med sine brødre og svogre, der stod på den anden side. Da en af døtrene skulle giftes, passede det ham ikke og der blev stor ballade. Farmor blev tilkaldt. Han truede med at gøre pigen arveløs, og hun havde kun det hun gik og stod i, da hun skulle køre fra gården. Hun skal ikke køre nøgen herfra, sagde farmor, løste sit uldne sjal og tørklæde og bandt det om pigen.

FrederikJensen Toftkær; Familien på Toftkær (1945) s.24
Hans Jensen var næstyngste søn i familien. Han var en høj, mager, knoglet mand. Han var ingen begavelse saadan som brødrene. Henrik og Lars var enige om, at han var "et stort kvaj". Som soldat kom han på korporalskole og fik der lært at skrive og regne ordentligt. Og da han så giftede sig gård og penge til, blev han en af dem, egnens højreparti regnede med. Han gav sig ikke af med Grundtvigianisme og var ivrig modstander af friskolen. Han blev efterhånden formand for sognerådet, bestyrelsesmedlem i sparekassen m.m. og takket være sin sunde forstand og sin praktiske sans klarede han alle stillinger godt og blev en anset mand. Han blev tilsidst en meget rig mand, idet han vandt en stor gevinst i et bulgarsk lotteri, og var så heldig at få en redelig mand, gamle vekselerer Gedalia til at hjælpe sig at få gevinsten hjem. Hans Jensen var en myndig mand, men det kneb med at holde styr på den hysteriske kone, han havde fået, og hjemmet led under hendes stadige anfald og var vanskeligt at komme i. Der var imidlertid ingen rigtig lykke ved pengene, idet de slet ikke kunne sikre familiens fremtid. Der var kommet nyt blod of andre egenskaber ind. Flere af børnenes familier gik helt til bunds, og andre havde ikke den gamle slægts evner og livssyn.
. Han blev gift med Ane Kirstine Olsdatter #365, 12 Okt 1859 i Store Heddinge, Stevns. 
Jensen, Hans (I70)
 
30 Harald Dalgård: Slægtshistorie s.7
Niels Jensen døde tidligt , kun 36 år gammel. Enken giftede sig derefter med hans broder Hans Jensen, og børnene fik stedfader. Det var ganske vist deres farbroder, men han var ikke rar.

Frederik Jensen Toftkær: Familien på Toftkær (1945) s.16
Farbroder Niels var den ældste af sønnerne. Jeg har aldrig kendt ham, men hørt ham omtale som betydelig mindre end sine brødre, og han var vist stilfærdig og faatalende. Han blev gift med Ane Kirstine, som var eneste datter af Ole Hansen. Ane Kirstine var vist en noget vidtløftig pige og meget omsværmet som ung. Som kone var hun dygtig, men hysterisk og arrig og tilsidst fordrukken. Niels Jensen har velsagtens været køn. Hvorfor skulle en pige som hun ellers tage en så stilfærdig og tilbageholdende karl. Han befandt sig vist ikke ret godt derhenne, for det var meget ofte, at han kom ene hjem om aftenen og sad ved kakkelovnen og hørte på de andre uden at blande sig synderlig i samtalen. Når det så var sengetid, listede han hjem igen. Niels Jensen døde som ung, vist af kræft. Og så skulle gården jo reddes for familien, og børnene have en fader, som ikke skilte dem fra svigerforældrene. Derfor blev farbror Henrik sendt derhen for at se, om han kunne finde sig til rette i forholdene. Han var en ældre karl, som havde været noget ude, og der skulle skaffes udvej for ham. Han var imidlertid for fintfølende til den opgave, for, som han sagde: Hun var et forfærdeligt kvindfolk. Niels var knap kold i sin grav, før hun begyndte at gøre tilnærmelser. Da han ikke ville, var der ingen anden udvej, end at købe den anden søn, Hans, fri for soldatertjeneste, og få ham derhen. Den gamle Sognefoged fortalte derom: "En dag, jeg gik nede på Karlslundegården og pløjede, kom der gående en starut ude på landevejen, som jeg syntes, jeg kendte. Da han så kom nærmere, så jeg, at det var Hans Jensen, og spurgte, hvad han gik der for." " Jeg er købt fri og skal hjem og giftes med enken". " Det troede jeg, Henrik skulle", sagde jeg. " Nej, han ville ikke, men nu går jeg hjem og tager hende og gården". "Jeg blev skam helt misundelig, for det var en god gård". Så blev Hans Jensen gift med hende, og de fik en datter, Dorthe Marie, gift med Lars Nielsen Frøslev, Moder til H.P.Østergårds kone. Hans Jensen kunne bedre magte Ane Kirstine. Når hun blev tosset og løb ud til mergelgraven for at drukne sig ,tændte han først sin pibe og gik så ganske roligt bagefter. Så var hun gerne faldet noget til ro, når han kom. Hun efterlod nogle grimme egenskaber i arv til sin familie og bragte absolut ikke lykke til sine mænd. 
Jensen, Niels (I63)
 
31 Harald Dalgård: Slægtshistorie s.7 fn
Farmors søste Ane blev gift med Hjulmand Rasmus Nielsen, Vejskovled i Klippinge. Han var broder til Chr. Nielsen, Sierslev. Ane elskede sin Rasmus, og de levede som to turtelduer. Han havde været med i 1864, og kom uskadet hjem. Når Ane Rasmus Niels kom på besøg på Espekær, var der fryd og gammen. Hun var en lille, glad og meget snakkende kone, livlig og rar.

Frederik Jensen: Familien på Toftkær (1945) s.14
Ane var en lille spinkel, væver og sirlig kone, udmærket godt begavet og meget talende. Slægtens bevarelse og Provst Birks belæring var grundpillerne i hendes liv. Da Faster Kirsten var gift, var det jo om at gøre, at Ane kunne gøre et ordentligt parti også, og hendes moder trængte hårdt på, da der var et sådant i udsigt. Men Ane vr gode venner med huggerens Rasmus og ville ikke på nogen måde bytte ham bort for en gård. - - - Så kom krigen og Rasmus skulle med. Han blev indkaldt til det bekendte 13. jægerkorps. Den gamle sognefoged fortalte derom: " Der var mange af de andre, som græd, men Rasmus gik og sang, for han var en morderlig rask soldat." - - Da krigen var forbi, fortalte Ane, sad jeg en tidlig morgen ude i marken og malkede, og kunne så se , at der kom to gående tværs over markerne fra Store Heddnge. Da de så sprang over Moserenden, opdagede jeg, at det var Rasmus og broder Jens. De var kommet til Køge sent på natten og var så gået det sidste stykke med det samme. Så tog Rasmus med hjem og snakkede med mor. Men mor var meget vred og ville slet ikke hjælpe os. Så fik Rasmus bygget herhenne ved Vejskov Led. Men der var kun råd til værkstedet. Han havde høvlebænken ved den ene side, og jeg havde sengen og komfuret i den anden. Og så var vi sammen altid. Men Mor ville ikke komme hos os. Men da vi så skulle have Niels, kom jeg en dag til at se, at der kom en langs med skoven, og da hun kom nærmere, opdagede jeg, at det var Mor. Jeg løb så ud og tog hende om halsen og lo og græd og var så glad, så glad. Så fik vi bygget huset op og fik jorden til, og så gik det meget bedre. Og der har aldrig været et ondt ord mellem Rasmus og mig. Og hvis jeg stod som ung pige og skulle vælge igen, så tog jeg Rasmus ". (fortalt af Ane ved Rasmus' begravelse ). Jeg husker bedst Rasmus Nielsen, når han arbejdede på Mosegård. Han var en flittig, fåtalende mand og var ikke ret godt begavet, men han havde en ualmindelig smuk sangstemme. En aften fik vi ham til at synge visen om Hjalmar og Hulda, og det var en af min barndoms store oplevelser. - så betagende Rasmus Nielsens søn giftede sig uheldigt og to dårlige giftermål ødelagde vist det meste af de gode evner og anlæg, som faster Ane fik i arv. 
Jensdatter, Ane (I65)
 
32 Kristeligt Dagblad 9. maj 2001
Diamantbryllup Ingefred og Jens Kristian Eriksen, Ikast, fejrer i morgen deres 60-års bryllupsdag. Jens Kr. Eriksen, der er født i Kragelund sogn ved Silkeborg, blev uddannet ved landbruget og udvandrede til Sjælland, hvor han tog Haslev Højskolens landbrugslinje. Derefter blev han karl hos Hans Hansen på Tranemosegård i Kirke Hyllinge, hvor han blev gift med sin husbonds næstældste datter. I årene 1946Ð81 drev de Skjoldmosegård i Skibby, hvor hjemmet blev rammen om et frodigt familieliv med mange aktiviteter inden for det kirkelige arbejde. Ingefred Eriksens familie stammer fra Stevns med forbindelse til Vallekilde Højskole. Selv tog hun på Haslev udvidede Højskole, hvor hun fik venner, som hun har holdt kontakt med hele livet. KFUM og KFUK har sammen med Indre Mission nydt godt af ægteparrets indsats i sognet, og familien har med deres syv børn været med til at starte såvel KFUK-spejdere som KFUM-spejdere lokalt. I 1981 solgte ægteparret gården og flyttede til Ikast, hvor de nu i 20 år har taget aktivt del i det kirkelige liv omkring kirkebasar og kirkecentret, hvor deres datter er daglig leder. Dagen bliver fejret med venner og bekendte og dagen efter i familiens kreds. 
Familie F146
 
33 Levnedsberetning om Sognefoged af Aversi Sofus Pedrsen, udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen 21/1 1954 .
Sofus Ole Pedersen fddtes 14 . Januar 1883 paa "Toftegaard" i Aversi By og Sogn, Præstø Amt , som Søn af Ole Pedersen (22/12 1849 - 26/7 1934) og Inger Kathrine Andersen (12/6 1849 - 27/5 1914) . Slægtsgaarden "Toftegaard", tidligere gennem Generationer Arvefæstegaard under Gisselfeld, blev særeje 1872 og overtoges 1922 af Sofus Pedersen , der drev den mønsterværdigt, indtil han 1949 overdrog den til en Søstersøn. Fra forskellig Side blev der kaldt paa Sofus Pedersens Evner og Ini tiativ , saaledes afløste han i mart s 1929 sin 87-aarige Fader som Medlem af Tilsynsraadet for Aversi Sparekasse , hvilken Plads han indog indtil sin Død , og i Aarene 1925-33 var han Medlen af Aversi Sogneraad. Den 20. December 1927 udnævntes han til Sognefoged og Lægdsmand i Aversi, fra hvilken Stilling han paa Grund af Sygdom tog sin Afsked 31 . December 1953 . Ca 14 Dage senere blev han for en Hjerte- og Nyrelidelse indlagt paa Sct . Elisabeths Hospital i Næstved, hvor han modtog Ridderkorset, som han 21 . Januar 1954 havde faaet tildelt , 29. Januar 1954 afgik han ret uventet ved Døden , og blev begravet i Slægtens Gravsted paa Aversi Kirkegaard . Sofus Pedersen var Typen paa en solid , midtsjællandsk Bonde, begavet, dyrtig og vellidt af alle samt Genstand for almindelig Agtelse. Med pligttroskab passede han saavel sit Landbrug som sin Sognefogedbestilling. I sin store Slægt nød han Respekt og Kærlighed, ikke mindst fra de Unges Side . Stor Interesse havde han for Sognets Liv i Hverdag og Fest , var altid at finde paa sin Plads i Aversi Kirke, som han i sit Testamente har betænkt med de fornødne Midler til et nyt, stort Orgel. HHan var ugift . 
Pedersen, Sofus Ole (I461)
 
34 Sejrs Sedler
http://www.aarhusarkivet.dk/records/000059560

Blandt de gamle Aarhusmalere i afvigte aarhundrede opnaaede Poul Andreas Lüders (Lydersen) er vist navn som kunstmaler. Han var fra Horsens (født 1828) og kom efter endt skolegang i malerlære. Senere nedsatte han sig i Aarhus, hvor han i mange aar sammen med sin hustru Ane Marie Nielsdatter (1843-1910) havde sit hjem i Ryesgade. Lüders, der havde knustneriske evner, uddannede sig særlig til at male altertavler, og han foretog i den anledning en studierejse til Italien. Efter hjemkomsten fra denne rejse fik han overdraget at dekorere den nye Pavillon i Riis Skov, som efter sin opførelse blev aabnet for pubilikum 1. maj 1869. Pavillonens indre dekorerede Lüders i 1870, der her gengav motiver, han havde hjembragt fra sin Italiens-rejse. Det er dog som kirkemaler, den aarhusianske malermester blev mest kendt. og det er hans indsats paa dette omraade, der er aarsag til at hans navn endnu erindres. I aarene 1852-89 udførte han saaledes en række alterbilleder, undertiden kopier, til en del af de jydske Kirker. I Lyngby Kirke (Hasle Herred) har han saaledes malet alterbilledet: Christus indbydende menigheden. I Kasted (samme herred) er motivet for Lüders alterbillede: den genopstandne Christue paa vejen til Emaus, er ogsaa af Lüders, men er en kopi efter A. Dorph, medens Lüders alterbillede i Ormslev Kirke forestiller nadveren. Borum Kirke har han prydet med et alterbillede af Jesus i Getsemane have, medens det i forts.

Weilbachs Kunstnerleksikon
Poul Andreas Lüders var malermester i Århus. Fra århundredets midte forsynede han gennem 30 år en lang række kirker i omegnen med altermalerier, der som oftest indsattes i eksisterende altertavler. L.s alterbilleder er tidstypiske, lidt karakterløse Kristusfremstillinger påvirket af J.L. Lund, nogle måske egentlige kopier efter andre kunstnere. Hovedparten af L.s malerier er nu nedtaget og erstattet af andre, men flere er ophængt andre steder i kirkerummet.
Deltog i 1. slesvigske krig: Frivillig 1848 soldat og 49 matros på Eskadrillen Station Fanø Kommandør Elbrecht, 1. Bataljon danske Frivillige. Horsens frivillige Jægerkorps, Kompagnikommandør Premierløjtnant Hammer. (Nuværende Oberst Hammer.) 
Lüders, Poul Andreas (I2329)
 
35 Skifte Gjorslev 1802 (film 124 fol 284 ) i uddrag )
Anno 1802 den 25 Maj hos Husmand Jens Jensen for at foretage Registrering og Vurderings Forretning ... til lovlig Skifte imellem efterladte Enke Marie Willadsdatter og den afdødes Børn, som af Enken, der var nærværende, blev anmeldt at være:

1. af første Ægteskab med afdøde Anna Hansdatter, en Søn Hans Jensen, Gaardmand i Sierslev paa Universitetsgodset og en Ditto Jens Jensen, boende i Storehedinge.
2. Af andet Ægteskab med Enken Marie Willadsdatter en Datter Maren Jensdatter gl 16 Aar, tienende paa Gjorslev.

Som Formynder for disse umyndige blev ansat Gaardmand Jens Svendsen i Magleby . . .
Forretning i tillige Enkens antagne Laugværges Overværelse Ole Jensen Smed her af Byen.

I Stuen: 2 Fyrreborde,en bænk,tre træstole med halmværk, et par skrin, en kiste med enkens klæder, et blåmalet fyrreskab, et par fjerdinger, en otting og en lille balje et fast sengested med en olmeroverdyne, en bolster underdyne, et par puder, et par blårgarns lagner , et tæppe fire lerfade , to tallerkener og syv krukker
I køkkenet: en jerngryde, en fyrre bænk, en si og en mælkekande På loftet: bl.a. en gammel rok, og et par bikuber ellers ikke andet (ingen dyr!) vurderet til 7 rdl 2 mark 12 skilling

fol 336 På Gjorslev skrivestue 1802 d 10 nov.
Skifte til slutning med vidnerne Sognefoged Jørgen Hansen af Magleby og Husmand Daniel Hansen af Raaby, Enken Maren Willadsdatter med Laugværge Peder Hansen på Gjorslev og den umyndige Datters ansatte Formynder Gaardmand Jens Svendsen af Magleby, saa og Gaardmand Hans Jensen af Sierslev samt Jens Jensen af Storehedinge var alle tilstede som Arvinger efter den afdøde.
- - -
hvorefter Boets Indtægt bliver - - - Summa 7 Rdl 2 Mark
Enken anmeldte Boets gæld - - - til Begravelse etc 5 Rdl lånt af hendes Stedsøn Gaardmand Hans Jensen i Sierslev
Enken påstod endnu til Udgift Udgiften til hendes egen Begravelse 5 Rdl
Dertil dette Skiftes Bekostning - - - - tilsammen 13 Rdl 1 Mark 14 Skilling
Der overstiger Indtægten med 4 Rdl 5 Mark 2 Skilling og saaledes bliver intet at arve
Skiftet blev sluttet og Skiftebrevet overdraget 
Jensen, Jens (I61)
 
36 A.E. Porsild, Alf Erling Porsild, 17.1.1901-14.11.1977, botaniker. Født i Kbh, død i Wien. P. tilbragte en del af sin barndom og ungdom hos sine forældre i Disko, afbrudt af nogle år på Sorø akademi som han af helbredsmæssige grunde måtte forlade 1918 uden at tage eksamen. 1922-25 var han sin fars assistent på Arktisk station, deltog i hans rejser og udgav sammen med ham 1926 en flora over Disko-området som inddrager plantegeografiske, økologiske og biologiske oplysninger. Desuden udgav han i denne tid nogle mindre afhandlinger, og 1926 fik han støtte fra Carlsbergfondet og amerikanske universiteter til to års rejse til Baffinsland til studier af den canadiske arktiske flora. Men efter at være kommet ti! Ottawa tog han imod et tilbud om for regeringen af undersøge mulighederne for rensdyravl i arktisk Canada. Gennem ti år rejste han, tildels sammen med sin bror Robert Thorbjørn Porsild (1898-1977) i området og fik også oprettet en station for eksperimenter med opdræt og brug af rensdyr. Under rejserne fortsatte han de botaniske studier og 1936 blev han leder af herbariet i Ottawa. 1941-43 var han canadisk konsul i Grønland med bolig i Ottawa. 1946-67 var han botanisk leder af Canadas nationalmuseum. Blandt hans over 100 videnskabelige og populære afhandlinger kan nævnes Illustrated flora of the Canadian Arctic Archipelago, 1957 (2. udg. 1964) og Rocky Mountain wild flowers, 1975. Med afhandlingen The vascular plants of the Western Canadian Archipelago erhvervede han doktorgraden ved Kbh.s univ. Hans internationale æreshverv var talrige og står som tydeligt bevis på hans førende rolle i arktisk botanisk forskning.

Familie
Forældre: botaniker Morten P. (1872-1956) og Johanne K. Nielsen (1870-1940). Gift 1. gang 1922 med jordemoder Gertrud Abigael Marie Jørgensen, død 3.10.1925 i Jakobshavn. Gift 2. gang 28.2.1929 i Ottawa, Canada, med Asta Lætitia Kofoed-Hansen, født 21.3.1894 i Kbh., død 20.1.1979 i Kbh. (Sion), d. af kaptajn, senere viceadmiral Otto J. M. K.-H. (1854-1918) og Sigrid M. Holm (1866-1934). Ægteskabet opløst 1939. Gift 3. gang april 1948 med Elizabeth Deborah Margaret Whelan, død 1955, d. af civilingeniør Ernest Carnegie W. og Winefred Helen Campbell. Gift 4. gang 1958 med Margrit Stoeffel, født 5.8.1921 i Wien, d. af departementschef Karl S. og Margrit Hanitzman.

Maule, Anne Fox: A.E. Porsild i Dansk Biografisk Leksikon på lex.dk. Hentet 29. december 2020 fra https://biografiskleksikon.lex.dk/A.E._Porsild 
Porsild, Alf Erling (I272)
 
37 Aage blev tømrer, og overtog "Tømrerhjemmet" i Sierslev efter sine forældre. Nielsen, Aage Kristian (I164)
 
38 Agnes Othilia gik i skole i Kvislemark. På grund af moderens sygdom var hun derefter hjemme for at hjælpe forældrene til broderen Haralds giftermål, hvorefter hun i 3 år havde plads hos redaktør Nerup, Næstved. (Efterkommere efter Søren Nielsen og Ane Kirstine Henriksdatter) Nielsen, Agnes Ottilie (I390)
 
39 Ahænder slægtsgården Toftegaard i Aversi til sin forpagter og flytter til beskyttet bolig i Herlufmagle. Lidsmoes, Lüders (I386)
 
40 Alma Mathilde Ibsen voksede op som plejebarn hos Ane Margrethe Nielsen. Ibsen, Alma Mathilde (I3436)
 
41 Anders Eriksen var gårdmand i Tornemark, Fyrendal sogn. Efter hans død blev Anne gift med Jens Eriksen, der sikkert var bror til Anders Eriksen. Eriksen, Anders (I412)
 
42 Ane Hansdatter bliver gift samme dag som sin stedfader, Hans Nielsen, der bliver viet til Anne Marie Hansdatter, Ane Hansdatters stedmor. Hansdatter, Ane (I371)
 
43 Arbejder som karl på møllen Jørgensen, Hans (I2206)
 
44 Bedømmelse: Ret flink. Schmidt, Eleonore Dorthea Elisabeth (I819)
 
45 Begravet i muret Grav på Nykirkens Kirkegård. Der blev også ringet med klokkerne i Bergens domkirke. Christie, Anne Hegelund (I919)
 
46 Bopælen er angivet til "Kastaniegaarden" Lidsmoes, Inger Cathrine (I438)
 
47 Bor hos plejefader, parcelist Hans Jørgen Hansen i Tostenæs Kobbel. Hansen, Hans (I3073)
 
48 Bor i Græsbjerg
Kundskab og Opførsel: Meget godt 
Henriksen, Eva Marie (I776)
 
49 Bor ved konfirmationen hos Enke Naomi Schmidt.

Konfirmationen
Får af præsten skudsmålet "Ret flink". Blandt de øvrige konfirmerede i årene ses følgende forskellige skudsmål: Tankeløs og doven, Flink og opvakt, Temmelig tarvelig, Nogenlundne, Flittig men dårlig begavet, Flink og velbegavet, Langt tilbage. 
Schmidt, Eleonore Dorthea Elisabeth (I819)
 
50 Da Gjorslev i 1743 blev nedlagt som Ryttergods og solgt, var der en Del veltjente Ryttere, som man ønskede at hjælpe. Hjælpen bestod som Regel i, at man overlod dem en Bondegaard, hvor der var en Enke eller en giftefærdig Datter, som han saa overtog sammen med Gaarden. Paa den Maade fik Niels Løve Mosegaard. De gamle sagde, at Niels Løve var "saadan en akkurat Mand", og hans Kone sagde: "Da jeg hed Kirsten Løve, var jeg Kone. Nu hedder jeg Kirsten Hendriks og er kun en gammel skidte".

Niels Løve og hans Kone var et dygtigt og agtet par. Niels Løve fik sit Fribrev 1769 og døde Aaret efter. Kirsten har altsaa været gift med Niels Løve fra ca. 1743 til 1770, da Niels Løve døde, ca. 27 Aar, og hun har vel næppe faaet Børn senere. Fribrevet, som lyder paa Niels Løve og hans Slægt, findes paa Mosegaard. Da Niels Løve var død, maatte hans Enke gifte sig med Hendrik Jørn' eller maaske Hendrik Jørgensen. Niels Løve havde en Søn, Lars Nielsen, som fik Ejendom i Strøby og blev Farfader til Lars Jensen paa Espekær. Der var desuden en Datter, Kirsten Niels Olses, men om "Løven" eller Hendrik var Fader til hende, vides ikke. Men det har antagelig været Niels Løve, for det er ikke sandsynligt, at Kirsten skulde have faaet Børn i andet Ægteskab, efter at hun havde været gift med Niels Løve i ca. 27 Aar. At hun i et gammelt Skøde skriver sig for Kirsten Hendriksdatter tyder paa, at Hendrik er hendes Fader, men Hendrik er næsten aldrig blevet opnævnt, og det lyder modsat. (Familien på Toftkær) 
Familie F94
 

      1 2 3 4 5 ... 20» Næste»