Notater |
- H. Ostermann: Danske i Grønland
BERTHEL LAERSEN
Præst
Berthel (Bartholomæus) Laersen blev født 1722 i København som søn af en drejersvend, og da faderen var død, blev han sat i skole i Vajsenhuset. Hans Egede, der ved sin tilbagekomst havde fået bolig på Vajsenhuset, der jo dengang lå ved Nytorv, og som jo 1736 havde fået oprettet >det grønlandske Seminarium<, besluttede da at få nogle af de velbegavede Vajsenhusdrenge uddannet til lærere og missionsmedhjælpere, eller, som de kaldtes, kateketer, oppe i Grønland. 1739 udsendtes da to af disse, Jens Pedersen Mørk og Berthel Laersen, den første til Christianshåb og den sidste til Godthåb. Berthel Laersen blev meget hurtigt sprogdygtig og fik det vidnesbyrd af Grønlænderne, at han var den eneste, de rigtig kunde forstå når han talte med dem eller holdt morgen- og aftenandagt med menigheden, hvilket han næsten altid gjorde, og når han underviste skolebørnene og katekumenerne; han fulgte også så godt som altid med missionæren, når denne berejste distriktet, >for at blive nogen Tid hos Grønlænderne, som stode i Telt<, og tillige ofte med handelsfolkene, når disse gik ud på togterejser, >for at læse for Grønlænderne<. Han var jo kommet til Godthåb samtidig med missionær Drachardt, og ligesom denne fik han stor interesse for den herrnhutiske mission. Og da han 1744 blev gift med en Grønlænderpige ude fra Ny Herrnhut, Susanna, født ca. 1728 og døbt af Drachardt 27. november 1740, ved hvilken lejlighed de to brødremissionærer Friderich Böhnisch og Johan Beck var faddere, knyttedes han endnu fastere dertil og foretrak endog at >logere udi et Wildmands Huus< i nærheden af Ny Herrnhut frem for at bo i kolonibygningen. Ved missionær- Drachardts hjemrejse 1751 kom der ingen afløser derop, og Godthåbsmissionen lededes da af Berthel Laersen, som virkede ganske herrnhutisk, så da missionær Bruun 1752 kom derop, traf han kun herrnhutiske skikke i menigheden. Kateket Laersen var i lang tid meget dårligt økonomisk stillet. Endnu ti år efter at være blevet ansat ved Godthåb fik han kun 10 rd. årlig i løn og 1 Portion gemeen Kost<, skønt han var gift og havde børn. Købmand Dalager erklærede derfor, at >Hans Omstændigheder visselig imellem har været Misserable, da han ofte har måttet savne det Nødtørftige for sig og sine<, uagtet han altid havde >viist Fliid og Redelighed i sit Kald og stedse giort sin Gierning med Glæde<. Dette fik da til følge, at han 1750 fik 30 rd. mere årlig, og 1752 endnu 10 rd. til. I begyndelsen af missionær Bruuns virketid var forholdet mellem ham og Berthel Laersen ikke videre godt. Men da Laersen af missionskollegiet fik tilhold om at støtte sin overordnede, blev forholdet dog betydeligt bedre, og Laersen blev ham en god medhjælper. Uagtet en smitsom sygdom 1753 havde bortrevet en del af menigheden, tiltog denne da stadig igen, ligesom den gik godt frem i kundskab og førte en upåklagelig vandel. Missionær Bruun underviste Laersen i latin med studentereksamen som mål, men dette opgaves igen, da Laersen anså sig for at være for gammel til at studere. Da monopolindehaveren Jac. Sewerin i slutningen af 1740-erne ønskede at få den uheldige koloni Frederikshåb nedlagt, vilde han dog ikke have, at missionen der skulde opgives og foreslog derfor at få Berthel Laersen flyttet derned; men da kolonien ikke fik lov til at nedlægges, blev han ikke anbragt dernede, hvilket missionær Drachardt naturligvis heller ikke vilde have haft, da Laersen jo var ham en uundværlig medhjælper. Og ved anlæggelsen af logen Fiskenæsset 1754 foreslog købmand Dalager at ansætte Berthel Laersen dernede, men missionær Bruun kunde foreløbig ikke undvære ham. Da derimod der blev tale om at få ham ansat ved kolonien Sukkertoppen, som jo var anlagt 1755, gik missionær Bruun ind på at lade >Catechet Berthel Laersen, hvilken leg dog ey gierne mistede<, blive ansat ved Sukkertoppen, da han der >kunde blive samlet med sin gamle Grønlands Ven Anders Olsen<, som jo havde været assistent ved Godthåb, men nu var købmand ved Sukkertoppen. 1757 flyttede Laersen da derop og blev >modtaget med megen Venlighed både af Danske og Grønlændere<, og han fandt god støtte i købmand Olsen, som på egen bekostning lod opføre et "lidet Underviisnings-Huus< ved kolonien. Under disse gunstige forhold fik missionen her god fremgang. Befolkningen nærede både tillid og kærlighed til Laersen og flokkedes gerne om han forkyndelse. Der blev da også stærk tilstrømning af katekumener. F. eks. døbtes der 1768-73 i alt 154, deraf det første år 33 og 1771 endog 42. I vinteren 1769-70 var >de udøbtes Tal over 60, som have fået bestandig Underviisning og tiltaget Kundskab<. Og ved Berthel Laersens død var der ikke ret mange hedninger tilbage i Sukkertoppens distrikt. Han fik også tilladelse af missionskollegiet til at prædike på dansk for kolonisterne. Missionær Bruun erklærede herom, at hans danske prædikener, som han adskillige gange havde hørt, altid havde været opbyggelige. Og provst Thorhallesen sagde om ham, at han >for sine skiønne Gavers Skyld og for den Aands Drift, han fandt hos sig til at tale Guds Ord, har Tilladelse til om Søndagen at forklare Evangelium for Colonisterne<. Laersen var dog ikke selv helt tilfreds. Han hævdede bl. a., at der vilde blive mere fremgang, hvis stedet fik en ordineret missionær, thi selv måtte han kun forrette nøddåb af børn, men hverken dåb af voksne, nadver eller ægtevielser. Og forholdene medførte, at Godthåbs missionær, der kun kunde komme derop en gang hver sommer, flere gange var blevet forhindret deri. Og i sådanne tilfælde blev katekumenerne dybt skuffede i deres håb om at blive døbt, >hvortil de vare fuldt færdige og længtes meget<. Kollegiet erklærede sig da villig til at udsende en ung præst dertil >i det mindste for nogen Tiid<, hvis der var plads til ham i kolonibygningen. Han kunde så senere afløse missionæren i Godthåb, og Laersen kunde da >ved begges Samling< blive ordineret, hvis han da dertil havde >Friemodighed og fandt sig opvakt<. Laersen var dog for beskeden til at ville indlade sig derpå. Men da nødvendigheden stadig påtrængte sig, og der ved kolonien ikke kunde skaffes plads til en missionær, gik han dog omsider ind derpå. Han blev da kgl. udnævnt 16. marts 1764 og ordineredes i juni i Godthåb af missionær Gregersen med bistand af >Anden Missionairen< Bjørn. Han fortsatte så sin nidkære virksomhed med stor fremgang. Han skaffede sig også gode hjælpere, som han selv uddannede til kateketer, navnlig sine egne sønner, Joseph, Frederik og Jacob Berthelsen; Frederik var også et par år blevet undervist af missionær Bruun i Godthaab, bl. a i latin i den hensigt, at han skulde studere, hvilket dog opgaves som uigennemførligt. Provsten sagde om sønnerne, at >de ere, fornemmelig Fridrich, i deris Christendom ypperlig vel grundede, og de forene med Kundskaben en smuk Opførsel<. En mand ved navn Malachias, som var fulgt med Laersen derop fra Godthåb, havde været ham >en troe Medhjælper< og udrettet meget til Sukkertopsmenighedens formerelse, >især før Hr. Laersens Sønner voxte ret til og kunde med Nytte bruges<. Pastor Laersen blev et årstid efter sin ordination genstand for et brutalt overfald af en af kolonisterne, som han ikke havde villet vie til en Grønlænderinde, fordi manden var >forargelig<; hvorfor købmanden da også hjemsendte ham. Laersen spurgte da kollegiet, om han ikke måtte flytte missionen til et andet sted i distriktet, for at menigheden ikke skulde blive skadet af >forargelige Colonister<. Da dette imidlertid ikke blev tilladt, og da det så ved menighedens store tilvækst blev vanskeligere at skaffe næring til så mange ved kolonien, vilde han gerne have en del af de døbte fordelt ude i distriktet, og da heller ikke dette blev tilladt, da kollegiet ikke kunde skaffe >Midler til saa mange Catecheter<, lod han sine sønner overvintre sammen med dele af menigheden på forskellige steder. Og i hans senere år lykkedes det da også at få nogle >Kateketmissioner< oprettet. 1768 vilde missionskollegiet have pastor Laersen forflyttet op til Egedesminde, hvor der endnu ingen missionær havde været og hvortil han selv havde været paa embedsrejse engang, idet Niels Egede havde opfordret ham dertil. Laersen vilde imidlertid meget nødig bort fra Sukkertoppen, og han fik da også tilladelse til at blive der, hvorfor han da også >yttrede Glæde< over at have fået lov til at blive ved den menighed, som han >så vel kiender og saa høyt elsker<. Paul Egede sagde om pastor Berthel Laersen, at han stadig var >en inficeret Herrenhut<, og kollegiet bebrejdede ham, at han lod menigheden synge herrnhutiske salmer, og ligeledes, at han >har fortroligere Omgang og nøyere Forstaaelse med Herrenhutterne end med Vore Missionairer<, thi det var jo >lidet anstændigt at omgaaes Fremmede fremfor sine egne Medbrødre<; kollegiet havde også hørt, at hans sønner under et besøg ved Godthåb havde været ved herrnhutisk Gudstjeneste og ikke ved den danske missions, hvilket gav >Anstød for deres Meenighed<. - Pastor Laersen klarede sig dog desangående overfor kollegiet. I Maj 1775 var provst Thorhallesen på visitats i Sukkertoppen, og han konstaterede da, at skoleundervisningen dreves >med stor Fliids, da nemlig børnene og de unge var meget dygtige, ligesom han også fandt, at menigheden >havde i Almindelighed et got Begreb<. Berthel Laersen oversatte store dele af Ny Testamente og digtede flere salmer, ligesom han også efter kollegiets opfordring hjemsendte bidrag til grammatikkens og ordbogens forbedring samt en del anmærkninger til Herrnhuterhistorikeren David Cranz's >Historie von Grønland<. Pastor Berthel Laersens hustru Susanna var død 25. februar 1779, og 10. december 1782 døde han selv. Grønlænderne påstod, at han var blevet dræbt af en kvinde ved navn Kantas, som nemlig havde afskåret et stykke af hans til tørring ophængte natskjorte. Hendes landsmænd piskede hende da af vrede herover, og af frygt for videre mishandling styrtede hun sig så i havet fra et fjeld. Laersens sønner blev meget dygtige og nidkære i deres kateketvirksomhed. Den ældste, Joseph Berthelsen (1745-1800) endte som kateketformand i Holsteinsborg. Den næste, Frederik Berthelsen (1750-1828) blev 1815 i Holsteinsborg ordineret til præst, da der under Englandskrigen til sidst kun var een missionær i Grønland. Den yngste, Jacob Berthelsen (1759-1811) var kateket i Godthaab, Frederikshaab, Julianehaab og Holsteinsborg. Hans døtre blev begge gift med danske; Kirsten Berthelsdatter (1756-91) med overassistent Jens Nicolaj Bidstrup (se denne), og Maria Elisabeth Berthelsdatter (1747-79) med købmand Hans Rasmussen Storm (se denne). Pastor Laersen er stamfader til den kendte Berthelsen-slægt i Sydgrønland. [2]
|